Der er nu udbetalt næsten 600 millioner kroner i erstatninger til minkavlere, der hjalp til med af aflive deres mink i november måned sidste år. Der er tale om udbetalinger af tempobonus, erstatning for skindværdier og arbejdsløn for selve oprydningen.

Hos Fødevarestyrelsen er man godt tilfredse med tempoet i udbetalingerne og den milepæl, man nu har rundet.

- Det er en stor tilfredsstillelse at kunne konstatere, at udbetalingerne er kommet op i gear. Fødevarestyrelsen udbetaler i øjeblikket omkring 80 millioner kroner om ugen.  Det tal, forventer jeg, stiger de kommende uger. Ikke mindst fordi vi får god hjælp fra Landbrugsstyrelsen og Fiskeristyrelsen, som har stillet erfarne sagsbehandlere til vores rådighed, siger direktør i Fødevarestyrelsen, Nikolaj Veje.

Mere på vej

Han forventer, at udbetalingerne på knap halvanden milliard kroner for tempobonus og forskud på erstatning for skindværdi vil være afsluttet i ni ud af ti sager i slutningen af maj.

Senere kommer udbetalingerne til minkavlerne for deres driftstab, endelig erstatning for skindværdi og nedlukning. Yderligere venter myndighederne udgifter for mellem 1,9 og 3,1 milliarder kroner til blandt andet nedrivning af anlæg. I alt op mod 19 milliarder kroner.
 

Minksagen