Efter juleferien er der igen så sagte kommet gang i udbetalingerne af penge til minkavlere hos Fødevarestyrelsen, der tager sig af sagerne.

Nye tal viser, at der pr. 7. januar er udbetalt  3.363.297.583 kroner i erstatning til avlerne, blandt andet i form af tempobonus, driftstab og i forskud på erstatning for skindværdi. Dermed er der siden midten af december, hvor seneste opgørelse blev foretaget, udbetalt 146,9 millioner kroner. 

Der er udsigt til, at der kommer yderligere skub i udbetalingen af erstatning i løbet af foråret. Således har Fødevareministeriet åbnet op for udbetaling af forskud på den samlede erstatning for nedlukning af minkfarme, og det er meldt ud, at man forventer, at størstedelen af minkavlerne i løbet af 1. halvår 2022 kan få udbetalt forskud, som samlet set er på cirka en tredjedel af den samlede nedlukningserstatning.

I december udpegede fødevareminister Rasmus Prehn (S) de personer, der skal være med i seks uafhængige erstatnings- og taksationskommissioner. De skal taksere, hvad hver enkelt minkfarm har af værdi, hvilket skal danne baggrunden for udbetalingen til de avlere, der har lukket for fremtidig produktion af minkskind.