Økonom: Nu er bunden i pelsbranchen formentlig nået

Meget taler for, at prisen på minkskind nu har nået bunden efter en nedtur på seks-syv år med faldende priser og mere end en halvering af udbuddet af minkskind.

Det vurderer seniorrådgiver Henning Otte Hansen, Institut for Fødevare- og ressourceøkonomi, Københavns Universitet, i det nyeste nummer af Grovvarenyt.

Henning Otte Hansen peger på, at pris og udbud historisk set har fulgtes pænt ad. Mekanikken er, at når udbuddet falder og er lavt i en periode, begynder priserne at stige. Og når priserne stiger, stiger udbuddet også.

På et tidspunkt kommer der en prisboble i markedet på grund af for mange skind, og så falder priserne.

- Den forrige prisboble toppede i 1987, og herefter var der en prisfald på 64 procent bagefter. Den seneste prisboble toppede i 2013, og det efterfølgende prisfald var på 68 procent, skriver Henning Otte Hansen i sit indlæg i Grovvarenyt.

Måske samme mønster

Han fortsætter:

- Da prisen toppede i 1987, gik der cirka otte år, før den for alvor begyndte at stige igen. Hvis samme mønster gentager sig denne gang, vil prisen begynde at stige igen senest i 2021.

Ifølge økonomen kan man dog ikke helt sammenligne de to perioder, blandt andet på grund af coronakrisen, der kan udskyde prisstigningerne.

Henning Otte Hansen skriver, at prisstigninger vil komme – spørgsmålet er udelukkende om tidshorisonten.

Ifølge økonomen var det gennemsnitlige driftsresultat i minkproduktionen betydeligt bedre end i andre større produktionsgrene i dansk landbrug i perioden fra 2008 til 2018.

mip

Læs også