Den 29. maj 2018 indviede H.M. Dronning Margrethe Nationalpark Kongernes Nordsjælland, som dermed nu officielt har eksisteret i et år.

I den anledning inviterer nationalparken og kommunerne til forskellige arrangementer, som giver mulighed for at opdage (nye) favoritsteder eller genbesøge nogle af perlerne i nationalparken. 

- Der er virkelig sket meget på vores første år. Vi har fået en bestyrelse, et råd og et sekretariat – og som en tidlig fødselsdagsgave har vi fået over 400 idéer til den plan for nationalparken, vi er i gang med at lave, siger Carl Frederik Bruun, bestyrelsesformand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Der blev »tyvstartet« for de første arrangementer, der således allerede har fundet sted inden årsdagen, men der er også noget på programmet den kommende tid.

Sidste tre arrangementer 

Onsdag den 29. maj klokken 19 er der mulighed for at komme på en vandretur på naturskønne Arrenæs. Det er en tur på cirka fem kilometer, og undervejs vil medarbejdere fra kommunen fortælle om Arrenæs-planen. Hvordan skal Arrenæs udvikle sig og ikke mindst, hvordan kan nationalparken støtte den udvikling?

Lørdag den 1. juni klokken 15 byder programmet på hestevognstur i Nejede Vesterskov. Nyd en dag i den lysegrønne skov og hør om Nejede Vesterskov, der er udpeget som urørt skov, samt om fuglelivet i og ved Alsønderup Enge, hvor man kan være heldig at se havørnen? 

Hvis der er mange deltagere, kan det være, at man må gå et stykke af rundturen, som er på godt fire kilometer.

Rækken af arrangementer slutter tirsdag den 4. juni klokken 19, hvor det handler om en herregård i kongens jagtmarker.

Kom med på en guidet tur i nationalparkens unikke herregårdslandskab. Hør mere om naturpleje i nationalparken, og deltag til sidst i en quiz, lyder opfordringen fra de nordsjællandske arrangører, som henviser til nationalparkens hjemmeside for yderligere informationer om de forskellige arrangementer.