Nationalpark er blevet udvidet med slotsruin

En teknisk fejl er blevet rettet, og det har gjort Nationalpark Kongernes Nordsjælland 5,3 hektar større.

NATIONALPARK På grund af en teknisk fejl var Gurre Slotsruin og området omkring den faldet ud af kortet over Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Det er nu rettet op på med en ny bekendtgørelse for nationalparken, som har medført, at naturparken er vokset med i alt 5,3 hektar.

Udvidelsen vækker stor glæde i nationalparkens bestyrelse, Helsingør Kommune og Naturstyrelsen, som ejer arealerne.

- Under arbejdet med vores første plan for nationalparken blev vi opmærksomme på, at området omkring Gurre Slotsruin ikke var kommet med i nationalparkens afgrænsning på trods af, at området indgik i høringsmaterialet og miljøvurderingen af bekendtgørelsen omkring Nationalpark Kongernes Nordsjælland, forklarer Carl Bruun, bestyrelsesformand for nationalparken.

Arkæologiske fund

Han glæder sig over, at ruinerne efter kong Valdemar Atterdags elskede Gurre Slot nu er med i nationalparken – igen. 

Kong Valdemar Atterdag fik i midten af 1300-tallet bygget en ringmur med fire hjørnetårne rundt om det eksisterende tårn. Samtidig blev der bygget flere bygninger ved slottet, anlagt på kunstige holme. Det sumpede område og den omkringliggende sø fungerede som voldgrav for middelalderborgen.

I løbet af 1400-1500-tallet skiftede magtbalancen fra Gurre til Krogen, forløberen for Kronborg. Gurre Slot blev forladt og fik lov at forfalde. Men talrige arkæologiske fund vidner om kongemagtens tilstedeværelse.

Naturstyrelsen, Slots- og Kulturstyrelsen, Nationalmuseet, Helsingør Kommune, Helsingør Museer, Museum Nordsjælland og nationalparken har indledt et samarbejde omkring et muligt nyt projekt, der skal bevare den gamle borgruin og formidle den fantastiske historie, der knytter sig til stedet.

jhal

Læs også

Se fotos: Fremragende nationalparkfotos premieret
Plan for Nationalpark Kongernes Nordsjælland kan vedtages til juni
Et nifoldigt leve for ny nationalpark
Kæmpe nationalpark indvies i dag
Kritik af valg af nationalparkformand
Det vil Carl F. Bruun som formand for nationalpark