Her i landet er havet aldrig langt væk. Faktisk er man aldrig mere end cirka 50 kilometer fra kysten, når man befinder sig i Danmark. Det betyder, at mange af os bruger en del tid ved vandet eller på vandet. Lystsejlads er nemlig en stor hobby, og der findes omkring 57.000 lystbåde i de mellem 300 og 400 lystbådehavne, vi har i landet.

På havet oplever man frihed og ro, men også havets dyr, som man kan komme tæt på. Førhen var det mest måger og et marsvin, hvis man var heldig, men det er ved at ændre sig. Der er nye gæster i de danske farvande.

Mange tror, at det lille marsvin er den eneste hval, man kan se i Danmark. Det er også den mest almindelige, men faktisk kan man også være heldig at se arter af delfin, og et af dem er øresvinet.

Øresvin er ret store, særligt når man kommer tæt på. Størrelsen varierer fra to til fire meter i længden, og vægten ligger mellem 150 og 650 kg, afhængigt af levested. De største eksemplarer lever i koldere have.

Øresvinet findes i alle verdens have, undtagen de polare. Dets føde består af fisk og blæksprutter. Med den mørkegrå overside er det ofte svært at se under vand, men de afslører tit sig selv med flotte spring og fjollerier.

Delfinen fra serien »Flipper« i TV, der blev optaget fra 1964 til 1967, var faktisk et øresvin, så for mange er det lig med delfin.

Mange tager ud i deres både for at se øresvinene. Det er dog ikke altid, at det er hyggelige Disney-oplevelser, de får med hjem, da de store hvaler kan have en træls vane med at slå de lokale marsvin ihjel. Det sker oftest i kåd leg, men kan være barskt at opleve. Man skal dog ikke blande sig i de stores havdyrs liv, de klarer sig fint selv.

Øresvinet er stadig sjældent herhjemme, men for tiden holder der flere til i de indre farvande.

Natur