Agrias tip til en sikker jagtsæson
Det er vigtigt at være forberedt inden du tager på jagt, for at undgå skader på din jagthund.
1. Hold din jagthund i form: For at klare det høje tempo og den mentale udfordring, som jagt indebærer, skal hunden være i god form. Træn din hunds kondition hele året, men sørg for at hæve niveauet i god tid inden sæsonen med lange gåture, løbeture, cykling eller svømning. Intervaltræning styrker hjertet og øger udholdenheden. Suppler gerne med styrke- og balancetræning, for eksempel ved at lade hunden løbe op ad bakker eller klatre over træstammer og sten i naturen.
2. Hæv hundens træningsniveau: Grundlæggende lydighed er afgørende for sikkerheden i skoven. En hund, der stopper på kommando, kan reddes fra farlige situationer, som for eksempel at løbe ud på en trafikeret vej. Træn også apportering eller søg afhængig af jagtformen, så hunden er godt forberedt til sæsonen.
3. Følg hunden med GPS: Brug af GPS på jagthunden øger sikkerheden og kan gøre jagten mere effektiv. Du kan hurtigt finde hunden, hvis den løber langt væk, farer vild eller sidder fast. GPS reducerer risikoen for at miste hunden og giver dig mulighed for at følge og analysere hundens arbejde i realtid. Det er især værdifuldt i store eller svært fremkommelige jagtområder.
4. Ekstra beskyttelse: En god beskyttelsesvest med reflekser kan beskytte hunden, når den bevæger sig hurtigt i naturen. Når du jager i vand, er en redningsvest et must. Reflekser gør hunden synlig for både jægere og trafikanter, hvilket reducerer risikoen for ulykker. Medbring også altid en ekstra line og husk et dækken, så hunden kan holde varmen mellem såterne og efter jagten.
5. Optimal ernæring: Din jagthund er en topatlet, der har brug for et nærende fuldfoder året rundt, men i løbet af en hård jagtsæson stiger energibehovet – skift eventuelt til et mere energiholdigt foder, hvis det er nødvendigt, men lav overgangen gradvist for at undgå maveproblemer.
6. Førstehjælpskasse: Sørg for at have en opdateret førstehjælpskasse med dig på jagt. Det kan være afgørende hurtigt at kunne stoppe blødningen, rense sår, fjerne splinter eller yde støtte i tilfælde af forstuvninger. Pincet, kompresser, forbindinger og sårvask er eksempler på godt indhold. Gør dig bekendt med indholdet på forhånd og suppler med passende produkter, tilpas efter hundens størrelse og antallet af hunde.
7. Digital dyrlægehjælp: Inden jagten skydes i gang bør du downloade en app til digital dyrlægerådgivning, som du kan benytte, hvis uheldet er ude. Sørg for at registrere hunden i appen, så du hurtigt og nemt kan få en indledende vurdering af skadens omfang på stedet.