Hedeselskabet har valgt at støtte projektet ved Annette og Hans Kristian Nygaard fra Mors med 25.000 kroner fra medlemspuljen.

Et projekt, hvor det nedlagte Rakkeby Dambrug ikke vil komme til at fremstå som en forladt virksomhed, men som efter en forandring til en rekreativ sø nu vil være med til at give området et rigt dyreliv i form af smådyr, fugle og insekter.

I sidste måned havde ejerne Annette og Hans Kristian Nygaard inviteret naboer, familier og Hedeselskabet til ved selvsyn at se, hvad en portion støttekroner fra Hedeselskabets medlemspulje er blevet anvendt til. Omkring 30 personer lagde vejen forbi.

Massere gode ideer

Da Annette og Hans Kristian Nygaard købte stedet, stod de som ejere af nogle forladte erhvervsbygninger og et nedlagt dambrug godt gemt bag et par rækker grantræer. Men de gode ideer var ikke gemt væk – de nye ejere ville omdanne dambruget til en sø med omkringliggende biodiversitet.

Først blev grantræerne fældet til en af naboernes store glæde, så blev nogle af dammene slået sammen til en sø, og senest blev der iværksat ny beplantning på en del af den åbne mark og den nærliggende Spang Å.

- Inden længe bliver det muligt at gå på opdagelse mellem træer, de vilde græsarter og blomster på marken og langs Spang Å. Vi tager projektet i små etaper, og det er meningen, at arealet skal afgræsses. Vi har allerede en flok geder til at afgræsse mellem de bassiner, som vi ikke har nedlagt, siger Hans Kristian Nygaard.

Lokal forankring

Lige overfor dambruget driver Annette og Hans Kristian Nygaard et kvægbrug med 180 malkekøer. De overtog dambruget i juli 2021, efter at det var blevet lukket ned i efteråret 2020.

- Hedeselskabets medlemspulje er målrettet naturprojekter, som samtidig har en lokal forankring. Det må man sige, er tilfældet i søprojektet her. Det er altid en fornøjelse, når nogle af vores medlemmer ønsker at dele deres naturværdier med andre og har viljen til at skabe og mere biodiversitet, siger projektchef ved Hedeselskabet, Vibeke Højen.

Der skal nemlig være mulighed for en sti langs Spang Å, der støder op til dambruget.

 

Hedeselskabets medlemspulje

Hvert år uddeler Hedeselskabet via medlemspuljen 25.000 kroner til ti udvalgte projekter, og fælles for dem er, at de har en stærk lokal forankring. Som navnet antyder, skal man være medlem af Hedeselskabet for at søge, og projektet skal have en relation til naturen og styrke lokalområdet. Det koster 200 kroner om året at være medlem af Hedeselskabet, og man kan også tegne medlemskab som forening. Ansøgningsfrist for medlemspuljen er 1. februar og 1. juli.

Natur