Fritidsbutik på toppen af Fyn

»Kuhlmann Fritid & Cykler« i Bogense sælger jagttøj, fiskegrej og cykler. - En genial kombination, når det kommer til højsæson og travlhed i butikken, siger indehaver Benny Kuhlmann.

40-årige Benny Kuhlmann har ejet og drevet butikken »Kuhlmann Fritid & Cykler« i Bogense siden 2004.

- Min storebror Torben og jeg overtog butikken sammen, og havde til at begynde med salg af cykler og havemaskiner. Min bror var uddannet landbrugsmekaniker, jeg var uddannet i butik, så vi supplerede hinanden godt.

- Desværre var min storebror, efter godt fire år i butikken, involveret i en alvorlig motorcykelulykke, der resulterede i, at han i dag ikke kan klare sig selv. Så jeg har drevet det alene de sidste 15 år. Og det er da heldigvis også gået fint, selvom det ikke var det, der var planen fra begyndelsen, siger Benny Kuhlmann, der er den yngste af tre brødre.

- Livet kan ændre sig på et splitsekund. Vi skal huske at nyde det, mens vi kan, siger han.

 

Fra havemaskiner til jagttøj

I 2018 blev havemaskiner skiftet ud med jagttøj og senere i 2020 suppleret med fiskegrej.

- Vilkårene for, hvad der skulle til, for at få lov at sælge havemaskiner, blev ændret fra leverandørens side, og jeg måtte erkende, at jeg ikke helt havde størrelsen til at følge med. I stedet startede jeg op med jagtartikler, og det har jeg ikke fortrudt.

- Jagt er min store interesse. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke er afsted med mine hunde. Så det var et nærliggende valg og en varegruppe, hvor jeg er flittig bruger selv.

Bred kundeskare

Benny Kuhlmann har mange forskellige kunder igennem på en dag.

- Cykler og jagttøj er to varegrupper, der supplerer hinanden fantastisk. Når cyklerne er i højsæson hen over foråret og sommeren, så er der lidt mindre travlt med jagterne og modsat. Jeg sælger klart mest jagttøj fra september og hen over julen. Det er jo den perfekte julegave til jægeren. Vi kan altid bruge lidt ekstra, smiler han.

 

 

Fisk til turisterne

Fra 2020 er det også blevet muligt at købe fiskegrej i butikken.

- Jeg tog fiskegrej ind primært for turisternes skyld. Bogense er jo en havneby med en skøn kyststrækning, så det var helt forkert, at det ikke var muligt lige at få suppleret sit udstyr, når man var på fisketur.

- Det kan man nu, og på den måde føler jeg, at jeg er med til at holde turisterne her i byen. Skal de alligevel udenbys for at finde det, de mangler til deres fisketur, bliver det hurtigt til en hel dag i en anden by. Det vil vi gerne undgå, konstaterer Benny Kuhlmann og glæder sig over, at også de lokale nu ved, at de kan finde det meste basis-fiskegrej i butikken.

Korte støvler er populære

Benny Kuhlmann har fokus på at sælge mærker i butikken, der både er garant for kvalitet og fornuftigt prisniveau.

- Vi fører tøj fra Deerhunter, der lever op til begge kriterier. Fodtøj har vi fra Gateway og Treksta, siger han og uddyber, at han finder det meget vigtigt, at der er et bredt spænd af størrelser præsenteret i butikken.

- Det nytter jo ikke noget, at der kommer en mand ind, der bruger størrelse 47 i støvler, og jeg så vil have ham til at prøve et par i størrelse 45.

Ifølge Benny Kuhlmann har især de korte støvler vundet indpas de senere år.

- Men de dækker jo også både til jagt, hestefolket eller hvis man blot skal ud at lufte hunden, så det giver god mening, siger han.

Læs også