En have skal passe til huset
Det er vigtigt at have en spændende arbejdsdag hver dag, siger anlægsgartner Lars Rasmussen, Blommenslyst, som efter 15 års samarbejde med sin bror i et I/S nu har overtaget familiens anlægsgartnerfirma.
- Vi laver alt, hvad der er udenfor: Vi laver belægninger, anlægger haver, vedligeholder haver, rådgiver om haver, laver hegn, beskærer træer og buske, lægger fliser, laver terrasser, brolægning og meget mere.
Det fortæller anlægsgartner Lars Rasmussen, som sammen med sin kone, Lene, ejer og driver virksomheden Rasmussen Anlæg ApS, der har til huse på ejendommen Stenkistevej 1, Blommenslyst, som parret overtog i 2000.
Lars Rasmussen og hans bror, Brian Rasmussen, der begge er uddannede anlægsgartnere, startede i 2003 sammen firmaet Anlægsgartnerne Brdr. Rasmussen I/S, ligeledes med adresse på Stenkistevej 1, Blommenslyst.
Fra I/S til ApS
Samarbejdet varede i 15 år, men sidste år (2018) blev brødrene enige om at »gå hver til sit«. Brian, der bor i Vissenbjerg, og som i årenes løb i I/S-regi havde arbejdet en del for kirkegården i Vissenbjerg, hvilket han godt kunne lide, havde fået tilbud om at blive ansat ved Vissenbjerg Kirkegård.
Og i forbindelse med opløsningen af brødrenes I/S, overtog Lars og Lene anlægsgartnervirksomheden i Blommenslyst, der samtidig - med virkning fra november 2018 - skiftede navn til Rasmussen Anlæg ApS.
- Vi går ikke efter de kæmpestore projekter, fastslår Lars Rasmussen. Vores kunder er først og fremmest private, mindre virksomheder samt kirkegårde. Vi er i alt fire beskæftigede i virksomheden. Foruden mig er det min kone Lene, som tager sig af de administrative opgaver, samt to ansatte medarbejdere, der ligesom jeg selv er udlærte anlægsgartnere.
Alsidig virksomhed
- Fra starten er jeg faktisk uddannet landmand, men efterfølgende blev jeg tillige uddannet som anlægsgartner. Jeg kunne godt lide landbrugsarbejdet, der er meget afvekslende. Men det, jeg laver nu, byder også på mange meget forskellige arbejdsopgaver. Og, fortsætter den 44-årige anlægsgartner med et glimt i øjet, da min far var selvstændig tømrermester, så er jeg også »næsten udlært tømrer«.
Langt hovedparten – vel omkring 90 procent – af virksomhedens arbejde ligger i Odense. Sidste år var der for eksempel også en del opgaver i Kerteminde, og den »grønne« fynske virksomhed har også været i København, hvor man blandt andet udførte nogle anlægsopgaver for Psykiatrisk Afdeling i Ballerup.
- Vi har nogle »afstikkere« rundt omkring over hele Fyn, men vi vil helst køre så lidt som muligt. Vi er dygtige til at vedligeholde haver, beskære frugttræer og andre træer og buske. Og for eksempel komme med ideer til, hvordan haven skal laves, så den måske ikke skal vedligeholdes så meget.
Fremtid og forståelse
- Hvordan ligger det med hensyn til planer og visioner for fremtiden?
- En vigtig vision er, at vi kan være i stand til at lave en spændende arbejdsdag hver dag. Og at vi måske kan nå frem til at være et par medarbejdere mere – efter behov, siger Lars. Desuden er vi gode til at bygge med træ. For eksempel har vi bygget et stort havehus i forbindelse med et rækkehus, som skulle ændres.
- For øvrigt kan jeg godt lide at rådgive folk. I den sammenhæng er det vigtigt altid at have for øje, at: »En have skal passe til huset«. Og: »En have er med til at præsentere huset«.
- Endelig skal man altid huske, at en vigtig ting for en håndværker er kemien mellem kunde og håndværker. Kort sagt, at man forstår hinanden!
Anlægsgartner
En anlægsgartner arrangerer og passer grønne områder.
En anlægsgartner kan arbejde som ansat i et privat firma eller i en kommunes anlægsafdeling. Man kan også starte egen virksomhed.
Uddannelsen varer fire til fire et halvt år og kan omfatte specialer som anlægsteknik og plejeteknik.
Adgangskrav til grundforløb er folkeskolens afgangseksamen eller tilsvarende med mindst karakteren 2,0 i dansk og matematik. Der er specifikke krav ved overgangen til hovedforløbet.
Hvis man er fyldt 25 år, er der mulighed for at blive ansat som voksenlærling til en forhøjet lærlingeløn.
Kilde: Undervisningsministeriet





































