Dobbeltgilde i Havdrup

Robert Kjærgaard, direktør for og medindehaver af Stemas A/S, slog dørene op til indvielse og fødselsdag i Havdrup.

Mange kom forbi Stemas' nye, flotte lokaler i Havdrup, men efter Robert Kjærgaard (forrest til højre) havde hilst på alle gæsterne fik han også mulighed for at smage på retterne. Foto: Jesper Hallgren Et lille gruppe af de mange fremmødte til dobbeltgildet i Havdrup, der blev krydret med levende musik, som var med til at skabe en rigtig hyggelig stemning. Foto: Jesper Hallgren

Der var for nylig inviteret til dobbelt reception i Havdrup mellem Roskilde og Køge. En ny stor maskinforretning blev indviet samtidig med, at chefen i firmaet, Stemas-direktøren Robert Kjærgaard, rundede 60 år.

Det blev et stort tilløbsstykke i Stemas’ nye, flotte lokaler på Salbjergvej, der tidligere har været base for Havdrup Maskinforretning. Her har Stemas fået helt ideelle forhold med 4.800 kvadratmeter under tag og uden for er der hele 16.000 kvadratmeter.

Flytningen fra Stemas’ to tidligere sjællandske adresser i Køge og Roskilde blev indledt for et lille halvt års tid siden, og alle funktioner er stille og roligt blevet rykket til den nye lokation. Medarbejderne fra Køge og Roskilde er flyttet med – suppleret med flere nye Stemas-folk.

Havdrup blandt de største

- Vores nye afdeling i Havdrup er helt klart en af de største begivenheder for mig i min karriere hos Stemas. Vi havde behov for at flytte til noget større, og jeg er glad for, at vi kom til Havdrup. Alting passer perfekt med vores medarbejdere og kunder, siger Robert Kjærgaard.

Efter en karriere for Mærsk Contractors begyndte Robert Kjærgaard som sælger for Stemas med jagtmarker i det nordjyske tilbage i 2001. Fem år senere blev han salgschef.

I dag er han direktør og medejer af Stemas og moderselskabet JMM-Group sammen med sin direktørkollega Leif Rudebeck Petersen hos Johs. Møllers Maskiner, tidligere koncerndirektør Hans Holm, selskabets administrerende direktør Jan Møller og Blach Petersen-familien.

Tre store mærker

Det tyske maskinmærke Weidemann har i både Danmark og Norge været synonym med Stemas siden 1996. I dag deler Weidemann – både i Havdrup, i hovedkvarteret Hadsten samt i afdelingerne i Fredericia og Nørresundby – showrooms med tyske Wacker Neuson samt den spanske producent af generatorer og lystårne, Himoinsa.

- Det er vores tre mærker. Da vi for nogle år siden blev dansk importør og forhandler af Wacker Neuson, fik vi et rigtig stort brand med mange produkter. Omsætningen i vores butikker er steget og steget, og vi ligger det helt rigtige sted i dag, konstaterer Robert Kjærgaard, der langt fra er den eneste i hans familie, der har rund fødselsdag i år.

- Vores tvillinger, Mette og Mikkel, fylder 30 i år. Mikkel er i øvrigt lige startet i firmaet som salgskonsulent. Vores yngste datter, Emma, fylder 20 i år. Min svigermor runder 80 og svoger 50. Så det er på mange måder et rundt år, fortæller Robert Kjærgaard.

Læs også