Ny afdelingsleder med passion for grise
Tina Sødring vender tilbage til Seges Innovation – klar til at styrke griseproduktionen.

Foto: Seges Innovation
Den 36-årige husdyragronom Tina Sødring er ny afdelingsleder for ernæring og fodring af grise i Seges Innovation. Hun voksede op på landet ved Næstved og har været interesseret i dyr siden barndommen.
- Vi havde mange forskellige dyr, dog kun som hobby. Men landbrug og dyrehold har altid fyldt meget i min familie. Det har nok givet mig inspirationen til at arbejde med dyr, siger hun i en pressemeddelelse.
Hun kommer fra en stilling i Landbrugsstyrelsen. Tidligere har hun været seks år i Seges Innovation, hvor hun også skrev sit speciale.
Nu skal hun lede otte fagspecialister, der udvikler løsninger til en mere bæredygtig og konkurrencedygtig griseproduktion.
- Jeg har en bred interesse for ernæring, sundhed og den grønne omstilling af griseproduktion. Det vil jeg sammen med mit team arbejde videre med, siger hun.
Når hun ikke arbejder med grise, nyder hun familielivet i Jersie Landsby syd for Solrød med sin mand, to børn og hund.