Sagro Regnskab ansætter chef med landbrugsbaggrund
Sagro Regnskab har fundet afløseren for Palle Høj, der træder tilbage og fortsætter som økonomirådgiver. Hans afløser er en erfaren leder med baggrund i landbruget.

Lasse Frost er ansat som ny chef for Sagro Regnskab fra 1. september. Foto: Sagro
Lasse Frost indtager posten som chef for Sagro Regnskab, når august bliver til september.
42-årige Lasse Frost afløser dermed Palle Høj, der træder tilbage og fortsætter som økonomirådgiver efter 31 år i virksomheden. Lasse Frost har de seneste fire år ledet Sagro Regnskab i Herning og Holstebro, ligesom han tidligere har været hos Velas.
- Jeg er stille og roligt vokset ind i lederrollen, drevet af lysten til at skabe resultater sammen med andre. Da jeg fik muligheden for at tage næste skridt og blive chef for hele Sagro Regnskab, føltes det helt naturligt. Jeg glæder mig til at videreudvikle forretningen i tæt samarbejde med mine dygtige kolleger i Sagro, siger Lasse Frost i en pressemeddelelse.
Adm. direktør Torben Jensen fremhæver engagementet og den værdifaste ledelsesstil hos Lasse Frost som afgørende for, at valget faldt på ham i processen.
Palle Høj giver med ro i sindet stafetten videre og betegner sin afløser som en stærk profil, der kan løfte opgaven. Bestyrelsen har i samme ombæring valgt at slanke direktionen, så den fremover består af Torben Jensen og chef for Økonomi og Strategi, Bjarke Poulsen.