Planteavlsprofil til Velas
Troels Melvang er startet som afdelingsleder i planteavlsafdelingen i Vissenbjerg.
Med et kæmpe netværk, stor erfaring og et helt særligt mix af kompetencer har ansættelsen af Troels Melvang styrket planteavlsrådgivningen betydeligt.
Sådan lyder det fra Velas i Vissenbjerg, efter Troels Melvang startede som afdelingsleder i planteavlsafdelingen 1. februar.
- Med Troels har vi fået en stor profil. Han skal selvfølgelig have med ledelse at gøre, men den store erfaring i rådgivning gør, at han også skal ud og rådgive og tilbyde hans helt unikke sæt af kompetencer, siger Lars-Ejler Hansen, der er afdelingschef i planteavl hos Velas.
Handelserfaring
Troels Melvang har arbejdet med salg og handel de sidste knap 20 år hos DLG, Syngenta, samt Vestjyllands Andel.
- Det drejer sig om at have overblik og at time sin beslutning rigtigt på baggrund heraf, siger Troels Melvang, som heller ikke er bleg for at komme med fif til, hvordan og hvornår man handler.
- Jeg har erfaring med handel indenfor planteavl, og jeg ser frem til at bruge min erfaring til at rådgive landmændene om køb og salg af korn, kemi og gødning, siger den nye afdelingsleder i Vissenbjerg.
Selv siger han, at han søgte stillingen for at blive udfordret og for at gøre brug af sine kompetencer i en virksomhed i konstant udvikling.
- Velas er landets førende rådgivningsvirksomhed, og jeg så både udfordringer og muligheder i jobbet. Jeg mener, at jeg kan tilføre en masse kompetencer til stillingen, og heldigvis så Velas det samme, slutter Troels Melvang.