Henrik Rasmussen fra Utterslev på Nordlolland modtog på generalforsamlingen i Dansk Landbrug Sydhavsøerne (DLS) prisen »Godt Landmandskab 2021«, og det var efter en indstilling fra Utterslev Borger og Grundejerforening.

I indstillingen står der blandt andet: Henrik Rasmussen har gennem mange år været en god samarbejdspartner for foreningen og for privatpersoner i lokalområdet. Han udmærker sig ved at være meget hjælpsom og lydhør, når man har rettet henvendelse om dette eller hint.

Henrik Rasmussen har blandt andet ofte hjulpet maskinelt, når der var store sten, der skulle flyttes eller andre forekommende opgaver, som ikke direkte har relateret sig til hans egen bedrift. Desuden har han lagt jord til en længe ønsket trampesti.

Henrik Rasmussen driver sit landbrug med rettidig omhu. Han opleves som meget flittig på sine forskellige bedrifter, fejer vejene efter endt markarbejde og holder sine gårde i mønsterværdig orden.

Modtageren af den traditionsrige DLS-pris er gift med Lisbeth, som arbejder med løn og regnskab i et nærliggende vognmandsfirma. Sammen har de to børn – Simone på 20 år og Andreas på 23 år.

Henrik Rasmussen blev landmand fra Næsgård i 1992, og i 1996 overtog parret Lisbeths fødegård, som de bor på i dag. Siden har de overtaget Henriks bedsteforældres gård på Femø. De driver i dag omkring 350 hektar, hvoraf de cirka 240 hektar er beliggende på Femø.

Når man bor på Lolland og driver landbrug på Femø, er man meget afhængig af færgen, der som al anden offentligt transport i landdistrikterne hverken kører eller sejler tre gange i timen – og slet ikke om natten.

Ofte må både Henrik Rasmussen og sønnen Andreas, som for små to år siden selv blev landmand fra Dalum, blive på Femø for at få gjort tingene færdig til tiden.

- Så sover vi bare i traktoren, fortæller Henrik Rasmussen, som ved siden af landbruget er tilknyttet både Vejdirektoratets og Lolland Kommunes vintertjeneste. Og for lige at udnytte de sidste timer i døgnet, har han et lille job med at køre rundt og reparere veje.