VikingGenetics hyrer tidligere Centrovice-direktør som topchef
Efter knap halvandet års søgen har VikingGenetics nu fundet deres nye adm. direktør.

Louise Helmer er tidligere administrerende direktør i Centrovice og kommer fra en stilling i konsulenthuset Hald & Lie. Foto: Erik Hansen
Louise Helmer (49) er uddannet agronom fra Københavns Universitet, har en diplomuddannelse i organisation og management og en kandidat i forretningsudvikling. Hun har over 15 års ledelseserfaring på topniveau i landbrugs- og fødevareindustrien. Hun er bosiddende i Fredericia og starter i VikingGenetics den 1. august.
Louise Helmer kommer til VikingGenetics fra en stilling som selvstændig konsulent inden for Strategi, ESG og udvikling hos konsulenthuset Hald & Lie, og var før dette administrerende direktør i konsulentvirksomheden Centrovice, hvor hun også tidligere har haft flere ledende stillinger.
Ser frem til samarbejdet
Om valget af Louise Helmer som ny administrerende direktør siger VikingGenetics' bestyrelsesformand, Per-Johan Svensson:
- Vi glæder os til at byde Louise Helmer velkommen til VikingGenetics. Louise har vist sig at være en engagerende og dygtig leder, der er i stand til at skabe resultater, og vi ser frem til at have en kapacitet med hendes erfaring og viden til at indgå i teamet, siger Per-Johan Svensson, hvortil han tilføjer:
- Ud over de stærke lederevner og et værdisæt i tråd med vores særlige ånd hos VikingGenetics, har Louises baggrund som topchef i landmandsejede virksomheder, hendes brancheerfaring og stærke strategi-, ledelses- og menneskelige udviklingsevner medvirket til at gøre hende til den rette kandidat til stillingen som administrerende direktør.
Tager over fra afløser
Den tidligere adm. direktør i VikingGenetics, Henrik Biilman, valgte at fratræde stillingen tilbage i februar 2021. I mellemtiden har Niels Bo ageret midlertidig adm. direktør, og nu skal der altså nye kræfter til.
Og spørger man Louise Helmer, ser hun også frem til at tage udfordringen op:
- Jeg glæder mig til at komme ind i en innovativ virksomhed med stærke værdier og kompetencer, som har opbygget en stærk markedsposition og en unik viden inden for genetik, siger Louise Helmer og tilføjer:
Jeg glæder mig til at blive en del af ledelsen og teamet hos VikingGenetics, samarbejde med både interne og eksterne interessenter, og være med til at skabe værdi for de nordiske landmænd og positiv udvikling i virksomheden.
VikingGenetics
VikingGenetics er et andelsselskab ejet af mere end 17.000 mælke- og oksekødsproducenter i Danmark, Sverige og Finland.
- Vi fokuserer på dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og reduktion af klimapåvirkningen i hele vores produktionskæde. Vi samarbejder med universiteter, forskningsorganisationer og eksperter over hele kloden for at give vores kunder værktøjer og teknologi til at vælge de bedste tyre, skriver virksomheden i pressemeddelelsen.
- Med vores løsninger kan vores kunder løbende forbedre den genetiske gevinst for hver generation af deres besætning. Vores resultater er forankret i de langsigtede relationer med vores landmænd og den tætte forbindelse mellem forskning og implementering. Vores forpligtelse er at lede mejeri- og oksekødsindustrien med at finde løsninger til at sænke metanudledningen og opdrætte langtidsholdbare klimavenlige køer, står der endvidere.