Syv medarbejdere fejrer 250-års jubilæum

Sagro har netop fejret 250-års jubilæum for syv medarbejdere. Fem medarbejdere med 40 års jubilæum og to medarbejdere med 25 års jubilæum.

Nu om dage er det ikke ualmindeligt at skifte job. Faktisk viser tal, at hver femte dansker gør det hvert år.

Blandt andet derfor er Sagro en lidt speciel arbejdsplads, for her er det slet ikke ualmindeligt med »voksne« jubilæer. 1. august kunne hele syv medarbejdere fejre sammenlagt 250-års jubilæum: Fem havde 40-års jubilæum, og to havde 25-års.

Sagro er dog ikke 40 år gammel. Faktisk er virksomheden kun seks år, men i takt med at landbrugets bedrifter er vokset enormt, er Sagro også et produkt af flere fusioner.

En god arbejdsplads

En af dem med et 40-års jubilæum er Tove Hindkjær, som siden 1982 har passet danske landmænds regnskaber. Og da hun er født på landet, var det oplagt for landbrugscentret at ansætte hende i sin tid, og hun har aldrig overvejet at søge væk.

- Arbejdspladsen udvikler sig konstant. Måske har min stol været den samme, men med alt det, der sker omkring mig hver dag, er der ikke mange dage, der er ens. Arbejdsforholdene er rigtig gode, og ikke mindst har gode kolleger sørget for, at jeg stortrives i mit job, siger hun.

En anden 40-års jubilar er driftsøkonomi-assistent Kirsten Holm Pedersen, og for hende er der særligt to grunde til, at hun stadig sidder i rådgiverstolen hos Sagro.

- Alle årene har vi kunnet flekse. Det har altid været godt i forhold til balancen mellem privat- og arbejdsliv. Hen over årene er der også kommet flere kolleger til, og det er godt for den faglige udvikling. Vi kan altid finde en at sparre med, og det er nødvendigt, for kompleksiteten af regler og muligheder for kunderne er også vokset, siger hun.

Stolt direktør

Syv jubilarer på en enkelt dag svarer til omkring to procent af medarbejderstaben hos Sagro, og Torben Jensen, der er adm. direktør hos Sagro kan heller ikke mindes en lignende situation.

- Vi arbejder selvfølgelig på at få flere unge mennesker ind i virksomheden, men det er mindst lige så vigtigt, at vi fortsat sikrer at være en virksomhed, der gør alt hvad vi kan for at fastholde vores dygtige medarbejdere. Det vidner et 250-års jubilæum bestemt om, og det gør mig stolt, siger han.

 

Sagro

Sagro ejes af Holstebro Struer Landboforening, Herning-Ikast Landboforening, Jysk Landbrug, Sydvestjysk Landboforening, Familielandbruget VEST-Jylland og Grindstedegnens Familielandbrug.

Læs også