Viceformanden for Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen, er netop blevet genvalgt som formand for de to europæiske landbrugssammenslutninger Copa og Cogecas økologiarbejdsgruppe sammen med to næstformænd fra henholdsvis Tyskland og Italien (billedet).

Lone Andersen siger:

- Det er jeg naturligvis glad for, da det giver os god adgang til beslutningstagerne i Bruxelles. L&F vil gerne prioritere økologiarbejdet i Bruxelles.

Nogle af hendes fokusområder for det nyvalgte formandskab er, hvordan målsætningen om 25 procent økologi i 2030 nås.  

- Aktuelt skal vi have vendt en nedgang i økologisk forbrug og produktion som følge af den aktuelle finansielle situation i EU, siger Lone Andersen med henvisning til Ruslands invasion af Ukraine, m.v.

- Vi vil også gerne lave et servicetjek på den nye økologiforordning og gå i dialog med Kommissionen om en tidlig evaluering af forordningen, tilføjer hun.

Andre af hendes fokusområder er, hvordan økologi bedst omfattes af fælles EU-velfærdsmærkning og velfærdslovgivning.