Heidi Larsen Enemark er nyudnævnt professor ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på Aarhus Universitet i Viborg, hvor hun blandt andet skal beskæftige sig med den nye uddannelse i veterinærmedicin.
Heidi Larsen Enemark kommer fra en stilling som administrerende direktør for regulatoriske forhold og kvalitetssikring hos en biotekstartup i København. Hun er uddannet dyrlæge med en ph.d. i intern veterinærmedicin og parasitologi og startede sin karriere som praktiserende dyrlæge i Vemb i Vestjylland.
Siden tog karrierevejen en drejning i en mere forskningspræget retning, og hun har etableret sig som en fremtrædende skikkelse inden for forskning i veterinærmedicin og parasitologi.
Som parasitolog har hendes forskningsområder især været de gastro-intestinale og fødevarebårne parasitære zoonoser – altså parasitter, der kan overføres fra dyr til mennesker og omvendt. Hendes arbejde og forskning har således afgørende betydning for at beskytte både dyr og mennesker mod potentielt farlige infektionssygdomme, der i disse år spredes med stigende hastighed på grund af klimaforandringer og høj rejseaktivitet.
I sin nye rolle som professor på AU Viborg skal Heidi Larsen Enemark være med til at opbygge den nye uddannelse i veterinærmedicin på AU Viborg, som byder de første studerende velkommen til næste år.