Efter 41 år i branchen har Svend Bisgaard Kristensen pr. 1. august solgt sit firma, Alcon, til det nye firma Alcon Alheat i Låsby, ejet af Morten Jedig og Lars Smidt.

Alcon er en af de førende i branchen indenfor udvikling, salg og produktion af kedler til fyring med biomasse. Firmaet er især kendt for sine manuelle halmfyr og det østrigske mærke Herz, som er anlæg til afbrænding af flis og træpiller.

Snart 74-årige Svend Bisgaard Kristensen grundlagde Alcon i 1996, efter at han solgte sine aktier i Skelhøje Maskinfabrik, som han grundlagde i 1978.

Morten Jedig har de seneste 13 år været ansat i Alcon, hvor han senest har udviklet ny software til Alcon’s halmfyr.

Lars Smidt er ud af en landbrugsfamilie. Han har en HD i finansiel rådgivning og er uddannet landmand og agrarøkonom. Han har i 12 år været ansat i bankverdenen som seniorerhvervsrådgiver.

Alcon har altid haft en stor eksport, og det er planen at satse endnu mere på dette område. Således har de to nye ejere allerede solgt det første store halmfyringsanlæg til fyring med tre rundballer i Ungarn.