Jimmy Eskerod og Ole Skovbøll Jensen har etableret virksomheden Eskerod & Skovbøll ApS, der tilbyder rådgivning inden for blandt andet god selskabsledelse, Corporate Governance, strategi- og forretningsudvikling og professionel risikostyring.

- Dansk landbrug har brug for proaktiv og individuel forretningsrådgivning, der har fokus på en ledelsesplan, hvor risikostyring har en central rolle. Branchen skal behandles som industrivirksomheder fremfor traditionelt landbrug – for det er en forretning, og der skal tages hånd om landbruget som en forretning, siger Jimmy Eskerod, og tilføjer:

- Der er brug for konkret forretningsstrategi, forretningsledelse og risikostyring i dansk landbrug, så landmændene ikke tager forhastede beslutninger ud fra overskrifter.

Jimmy Eskerod og Ole Skovbøll har tilsammen mange års erfaring hos blandt andet DLG, Agrocura, Jyske Bank samt eget landbrug.

Eskerod & Skovbøll tilbyder endvidere sine kompetencer inden for gårdråd og advisory board, foredrag og workshops om risikostyring, indsigt i råvaremarkedernes udvikling, m.v.