Skal hjælpe landmænd med digitalisering
27-årige Mathias Andersen er ny driftsøkonomikonsulent i SLF – Sønderjysk Landboforening. Sammen med kollegerne skal han hjælpe landmændene med at blive rustet til den digitale fremtid.
Mathias Andersen er uddannet landmand og født og opvokset på en gård ved Assens på Vestfyn. Efter et par år som produktionsleder på en gård fandt han ud af, at det var økonomien på en bedrift, der interesserede ham mest. I dag har han netop færdiggjort uddannelsen som revisor og er nu klar til et arbejde som driftsøkonomikonsulent.
Sammen med kollegerne i SLF skal han hjælpe landmændene med at bruge digitaliseringssystemerne Summax, Dashboard og E-overblik – systemer, der kort sagt samler økonomi, regnskab og fakturer digitalt og giver landmanden et samlet overblik.
Han glæder sig også til at arbejde med generationsskifte og kontakte unge landmand, der skal i gang med at etablere sig som selvstændige landmænd.



































