Det er blevet til rekordmange faunastriber i det nordjyske i år. Hele 84 lodsejere har fået etableret faunastriber på deres jord til gavn for naturens vildt, fugle og insekter.

- Vi er virkelig glade for den store opbakning til projektet, som vi har oplevet. Vi havde meldt ud, at vores mål i år skulle være 100 km, men efter regnskabet er blevet gjort op, kan vi nu se, at der er blevet etableret hele 120 km, siger formand for LandboNords Kødkvægs- og deltidsudvalg, Jørgen Vigsø.

De 120 km og 3 meter brede faunastriber er blevet etableret rundt omkring i Nordjylland, så der vil være rig mulighed for at støde på dem ude i landskabet. I år har der også været flere virksomheder inde i byerne, der har set striberne som et alternativ til kedelige grønne græsplæner. Ved nogle af stederne vil der være opsat skilte, hvor der vil være mulighed for at plukke sig en buket.