Kravene til klimadata og dokumentation vokser i fødevarebranchen. Det kan blive en udfordring for mindre leverandører. Derfor har Lidl lanceret et program, der hjælper danske fødevareproducenter med klimaregnskaber og reduktionsmål.

- Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling af fødevarebranchen, skal vi gøre det sammen med vores leverandører. Mange lokale producenter vil gerne arbejde mere målrettet med at reducere deres udledninger, men de har brug for de rette værktøjer. Det er netop dét, vi hjælper med gennem leverandørprogrammet, lyder det fra indkøbsdirektør i Lidl Danmark, Peer Sandtner, i en pressemeddelelse.

Programmet er udviklet med rådgivningsbureauet SustainX og støttet økonomisk af Lidl. Leverandørerne får rådgivning og værktøjer til at kortlægge klimaaftrykket og arbejde mod klimamål i tråd med det såkaldte SBTi (Science Based Targets-initiativet).

Blandt deltagerne er Storøhage Kartofler fra Odsherred.

- Vi har altid haft fokus på at bruge vores ressourcer fornuftigt, men programmet har gjort os endnu mere bevidste om de valg, vi træffer – og om, hvor vi kan spare både plast, penge og CO2. Emballage fylder meget i vores klimaregnskab, og derfor arbejder vi løbende med at reducere plastforbruget, blandt andet ved at fjerne plastikbakken fra udvalgte produkter. Det har givet os et nyt mindset, hvor klima i højere grad er blevet en naturlig og integreret del af vores processer, fortæller Peter Anker fra Storøhage Kartofler.

Lidl vil reducere CO2-udledningen i hele værdikæden med mindst 90 procent frem mod 2050.

Business