Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd ændrer kurs, når tilskudsordningen Miljø- og klimateknologi åbner igen til efteråret, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Her får økologiske landmænd og planteavlere adgang til at søge støtte til blandt andet radrensere og lugerobotter. Samtidig bliver 20 procent af midlerne inden for hvert af ordningens indsatsområder øremærket til økologiske bedrifter.

Det er en markant ændring i forhold til den situation, som både Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer tidligere har kritiseret.

I Miljø- og klimateknologi 2023 var økologernes adgang til flere dele af ordningen begrænset. Begrundelsen var, at en række indsatsområder havde til formål at reducere pesticidforbruget. Da økologisk drift som udgangspunkt ikke anvender kemisk-syntetiske pesticider, kunne økologer derfor ikke søge støtte til teknologier under disse områder.

Vigtigt for økologien

Men teknologierne kunne ifølge kritikerne stadig være relevante i den økologiske produktion. Ifølge okonu.dk kaldte Økologisk Landsforening i et høringssvar situationen både problematisk og konkurrenceforvridende.

»Teknologierne er vigtige for den økologiske drift, og det vil være konkurrenceforvridende for økologerne, hvis de ikke ligesom deres konventionelle kollegaer kan få tilskud til disse teknologier,« skrev foreningen blandt andet.

Foreningen pegede samtidig på, at en række af teknologierne tidligere havde kunnet få økologisk investeringsstøtte.

Med den kommende ordning bliver adgangen altså bredere. Økologerne får ikke alene mulighed for at søge til teknologier som radrensere og lugerobotter, men bliver også sikret en særskilt andel af puljen.

180 millioner sat af

Ifølge Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd drives omkring 12 procent af de danske landbrugsbedrifter i dag økologisk. Når 20 procent af midlerne inden for hvert indsatsområde reserveres til økologiske bedrifter, får de dermed forholdsmæssigt bedre adgang til støttemidlerne end de konventionelle bedrifter.

Ordningen har en samlet ramme på 180 millioner kroner i 2026 og skal ifølge regeringen blandt andet bidrage til ambitionen om at fordoble det økologiske areal frem mod 2030.

- Vi har en klar ambition om at fordoble det økologiske areal frem mod 2030. Det kræver, at økologerne har gode muligheder for at investere i ny teknologi, der gavner klimaet, miljøet og dyrevelfærden. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med ændringerne giver dem endnu bedre kort på hånden, når tilskudsordningen åbner til efteråret, siger minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen.

Tilskudsordningen administreres af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, og der åbnes for ansøgninger 1. oktober 2026.

Politik