Kort nyt fra svinebranchen
Seges: Alle DanBred-ornestationer er blevet testet fri for PRRS
De fire PRRS-vaccinerede ornestationer er i løbet af den seneste måned blevet testet for PRRS ved PCR. Fremover indgår de PRRS-vaccinerede ornestationer i den ugentlige PCR-overvågning for PRRS, akkurat ligesom ikke-vaccinerede ornestationer. Det meddeler Seges Svineproduktion i en pressemeddelelse.
- Vi havde ikke regnet med at finde PRRS på nogle af ornestationerne. Når det er sagt, så har episoden med PRRS på en ornestation sidste år gjort, at vi i fremtiden hellere vil gå med livrem og seler end at ende ud i en lignende situation, siger Christian Fink Hansen, sektordirektør i Seges Svineproduktion.
Det nye setup med test af ornestationerne betyder, at Sundhedskontrollen har ugentlig PCR-overvågning af DanBreds ornestationer. Samtidig er reglerne for kommunikation til eventuelt berørte landmænd ved fund af PRRS på en ornestation strammet op, og vil ske inden for tre timer efter modtagelse af laboratoriesvaret.
Få tilskud til modernisering af slagtesvinestalden
Tilskudsordningen til modernisering af slagtesvinestalde åbner lige om lidt. Det meddeler miljørådgiver Kamilla From-Nielsen fra Patriotisk Selskab, der i et nyhedsbrev kan fortælle, at den foreløbig udmelding er, at ordningen åbner torsdag den 5. marts, men at der endnu ikke er fastlagt en endelig dato.
Der kan søges tilskud til nybyggeri, tilbyg og inventar, der reducerer bedriftens miljøpåvirkning og/eller styrker levedygtigheden og produktiviteten.
Der gives tilskud til 20 procent af projektet, og 25 procent, hvis der indgår gylleforsuring i projektet.
Projektperioden, det vil sige den periode der er til at gennemføre projektet, er blevet forkortet og er hermed kun to år fra ansøgningstidspunktet.
Miljøgodkendelsen skal ikke længere indsendes i forbindelse med ansøgningen, men hvis projektet kræver en miljøgodkendelse, kan det alligevel være en god idé at få sat gang i behandlingen af denne, meddeler miljørådgiveren.
Forekomsten af MRSA er udbredt
Udbredelsen af MRSA i svinebesætningerne var sidste år cirka 95 procent. Det viser Fødevarestyrelsens overvågning af husdyr-MRSA i 2019, som består af prøveudtagning i besætninger med blandt andet svin, kvæg, heste og kyllinger.
Den høje forekomst af husdyr-MRSA i svin er forventet og ændrer ikke på anbefalingerne for håndteringen i besætningerne, lyder det i en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen.
De seneste år har vurderingen været, at alle besætninger skal behandles, som om de har husdyr-MRSA, og landbruget er forpligtet til at forebygge spredning til det omgivende samfund. Den 1. januar i år er der indført krav om, at landbrugets medarbejdere går i bad og skifter tøj, når de forlader staldene.
Formålet med overvågningen er at følge forekomsten af husdyr-MRSA i produktionsdyr. Resultaterne indgår i Det Veterinærmedicinske Råds arbejde med at vurdere behovet for forebyggende tiltag i landbruget. Rådet har til opgave at komme med anbefalinger, når mere end 10 procent af en dyreart er smittet med husdyr-MRSA.
2019-overvågningen i kalve og heste viser, at henholdsvis 10 og 11 procent af besætningerne var ramt af husdyr-MRSA, ligesom der blev fundet husdyr-MRSA i foder fra 10 procent af minkfodercentralerne. Det Veterinærmedicinske Råd arbejder allerede på anbefalinger for mulige indsatser i besætninger med slagtekalve og mink, idet disse områder også tidligere har været over aktionsgrænsen. De nye resultater betyder, at Det Veterinærmedicinske Råd nu også skal komme med anbefalinger om indsatser for hestehold.



































