Der har aldrig været så mange danske strande med badevand i topklasse, viser årets badevandsrapport. Samtidig er der færre strande med dårligt badevand. Det oplyser Miljøstyrelsen.

-Vi er blevet bedre til at undgå bakterieforureninger af badevandet. Når kommunerne klimatilpasser byerne med fx nedsivning af regnvand i grønne områder, så aflaster det kloakkerne, så de ikke løber over og forurener badevandet. Desuden har sidste års sommertørke også medvirket til færre overløb, fortæller kontorchef Rasmus Moes fra Miljøstyrelsen.

Vurderingen af det danske badevand er baseret på 9.422 vandprøver i badesæsonen 2019 fordelt på i alt 1022 badevandsstationer.

Langt de fleste danske strande, i alt 903, har den bedste vandkvalitet kaldet excellent i opgørelsen.  I den næstbedste gruppe, kaldet god er der 84 strande. Så følger gruppen med tilfredsstillende vandkvalitet, hvor der er 20 strande og endelig er der ni strande med dårlig badevandskvalitet.