Den russiske sortehavshvede handler igen i niveauet omkring 200 dollar pr. ton, og har dermed indkasseret et prisfald på 10 US-dollars over den seneste måned, konstaterer Jyske Bank i en afgrødekommentar.
- Uden de helt store vejrmæssige udfordringer dette forår bliver markedet blot mere og mere komfortable med, at der landes en god høst, som tiden går. USDA’s seneste estimat for den russiske vinterhvedeproduktion på 77 millioner tons kan ende med at være lavt sat, og flere eksportører begynder at snakke om en russisk produktion op mod de 79 mllioner tons. Alligevel er priserne ikke langt fra sidste års niveau, hvilket taler for, at vi endnu ikke har dannet den sæsonmæssige bund med de produktionsestimater, der ligger i kortene, lyder analysen fra banken.
- Det er svært at se, hvad der skal drive markedet højere på dette tidspunkt af sæsonen, hvor det produktionsmæssige billede ser positivt ud, og dermed også svært at være særlig prispositiv, tilføjer Jyske Bank.
Pas på automatisk forlængelse af strømaftalen
Firmaer, der vil tage priser hjem for dig gratis, men som reelt tager tre øre i tillæg fremadrettet. Mundtlige aftaler, hvor et tillæg på 0,5 øre bliver til 8 øre. Der er nok af ting at være opmærksom på, når man handler strøm, lyder det fra AgroMarkets i en analyse.
En anden ting er, at nogle aftaler er strikket samme på den måde, at de automatisk forlænges, såfremt de ikke opsiges med et bestemt varsel. Det gælder også, selvom det i udgangspunktet er en et-årig aftale, påpeger AgroMarkets.
- En anden version af denne, er at når din kontrakt nærmer sig udløb, bliver du ringet op af din kontaktperson fra elselskabet, der lige vil have bekræftet, at alt kører, som det skal, og at du er tilfreds med din aftale. Det, der sker efterfølgende, er, at aftalen skubbes yderligere et år frem, skriver AgroMarkets, der opfordrer landmændene til at være på vagt allerede ved indgåelsen af aftalen.