Udstiller: NutriFair skaber gode kontakter
Messer som NutriFair er vigtige for Vinderup Maskiner, både i forhold til salg, men også i forhold til kundepleje.

Bjarne Fly Kristensen, der er sælger hos Vinderup Maskiner, har pæne forventninger til NutriFair 2020. Læsseren 1036 LX (billedet) er en af de læssere, som virksomheden præsenterer på messen.
- Vi vender tilbage år efter år, fordi vi mærker en god interesse for vores produkter på NutriFair. Vi får nogle gode kontakter, som vi så tager ud og besøger bagefter. Kontakten, som vi får skabt på udstillinger som den her, betyder rigtig meget for os.
Sådan lyder det fra Bjarne Fly Kristensen, der er sælger hos Vinderup Maskiner, som på NutriFair udstiller minilæssere. Han og kollegerne har været fast inventar på Danmarks største messe for husdyrproducenter lige så længe, som han kan huske.
I år kan de besøgende nærstudere Vinderup Maskiners nyhed, læsseren VM 1026 LX. Det specielle ved den, er at det er en elmodel.
- Den kører på lithiumbatterier, og det hjælper jo brugeren i forhold til at overholde miljøkrav og så videre. Men ellers er det de gængse modeller, vi har med, siger han og fortsætter:
- Vi har tre størrelser minilæssere med, siger Bjarne Fly Kristensen.
Stor interesse
Forud for messen har han pæne forventninger til den interesse, der typisk er hos gæsterne.
- Der er jo stor interesse for vores minilæssere, og der er jo mange potentielle købere på messen. Vi har altid gode oplevelser ud af at være med på NutriFair, lyder det fra Bjarne Fly Kristensen.