Soen afgør grisens mavesundhed
De færreste er klar over, at grisens sundhed i lige så høj grad påvirkes indirekte gennem sofoderet i drægtighedsperioden og i diegivningsperioden, som af smågrisefoderet. Derfor skal indsatsen starte allerede ved soen, mener den danske producent af funktionelle proteintilskud, European Protein.
- De første 175 dage af grisens liv er afgørende for, at svineproducenten får det optimale ud af sin produktion. Her tæller hele drægtighedsperioden også med.
- Den nyeste forskning viser, at soen har en kæmpe indflydelse på grisens sygdomshistorik, og derfor skal hun tænkes ind i fodringsstrategien. Det er for sent at starte ved fravænningsfoderet, når vi ved, at soen i så høj grad præger smågrisenes immunforsvar, selv efter fravænning, fortæller CEO i European Protein, Jens Legarth.
Nyt koncept
European Protein har derfor et nyt koncept med på NutriFair, der hedder »De første 175 dage«. Konceptet har en holistisk tilgang til at fravænne flere sunde grise og fokuserer således på grisens udvikling fra embryo og op til 25-30 kilo.
- Konceptet er nyt inden for branchen, men bliver modtaget positivt fra de landmænd, der har brugt produktet i både halve og hele år. Der meldes om større stabilitet i farestalden, flere fravænnede grise, mere mælk, mere vitale smågrise, færre omløbninger og en bedre evne til at holde huld, lyder det fra European Protein.
På virksomhedens stand nr. 1278 kan man høre mere om konceptet, vinde tilskudsfoder og få muligheden for at få gratis DNA-test af sin besætning.
European Protein har hovedkontor i Vejen og fabrikker i Danmark, Ukraine og USA.
mip