Når NutriFair 2020 løber af stablen onsdag og torsdag i Fredericia i den kommende uge, kan de besøgende se frem til en fyldt standplan og et pakket konferenceprogram, som vil omdanne Messe C til husdyrproducentens mekka med alt inden for foder, intern mekanisering og dyrevelfærd.

Som altid er det den høje faglighed, der vil være i højsædet blandt både udstillere og besøgende, hvor netværk, inspiration og relationer dyrkes.

Der bliver to fulde haller med udstillere. Sidste år var der 257 udstillere, mens der i år er flere end 270 udstillere i hallerne. Messen har valgt at matche efterspørgslen fra flere virksomheder og samtidig bibeholde de specialiserede rammer, messen gennem flere år er blevet rost for.

- Det glæder os, at vi kan levere en specialmesse i denne skala, som både landmænd og virksomheder prioriterer at besøge, fortæller Morten Ihlow, projekt- og salgschef, der har stået for kontakten med udstillerne.

Aktuelle temaer

Konferenceprogrammet er stort og bredt.

- Vi har fokuseret på at tilbyde et konferenceprogram med inspirerende oplæg og oplægsholdere, der taler ind i branchens aktuelle temaer. Det er for os essentielt at give de besøgende viden og inspiration, de aktivt kan bruge i deres dagligdag på bedriften, siger Jørgen Kronborg, projektleder på NutriFair.

- Vi har for eksempel fyldt onsdag ud med fagspecifikke indlæg, mens torsdag er afsat til at handle om klima samt give nogle bud på, hvordan fremtidens landbrug aktivt skal tackle bæredygtighed og klimaudfordringer.

Derudover vil der igen være et område i Hal D dedikeret til bioenergi og biogas. Området har sin egen scene med fokus på landbrug og bioenergi samt bioenergi til samfundet.

Jagt

Som noget nyt i 2020 vil besøgende også kunne besøge et lille område med fokus på jagt. Til området er der en cafe, hvor besøgende og udstillere kan få en kop kaffe og holde møder.

Den officielle åbning af NutriFair 2020 foretages af adm. direktør for Messe C, Grete Højgaard, samt Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard, som byder velkommen til byen.

mip

NutriFair 2020

  • Fagmesse for husdyrproducenter
  • +270 udstillere
  • Strækker sig over to dage:
    • Onsdag den 15. januar kl. 09.00-17.00
    • Torsdag den 16. januar kl. 09.00-17.00
    • Adressen er Messe C, Vestre Ringvej 101, Fredericia
    • Det er niende gang, at messen løber af stablen
    • Arrangørerne er Messe C i samarbejde med en række af branchens toneangivende aktører

Praktisk information:

  • Messe C har mere end 3.500 gratis parkeringspladser lige ved døren 
  • Hvis du henter Messe C-app'en har du som besøgende mulighed for at markere din bils placering på et kort ved ankomst og få hjælp til at finde den igen, når du er færdig på udstillingen
  • Se udstillerliste, en oversigt over messen, konferenceprogram og meget mere inde i avisen og på www.nutrifair.dk
  • Det er gratis at deltage på NutriFair. Alle besøgene skal blot tilmelde sig via www.nutrifair.dk og fremvise billetten ved indgangen