Tænk sig, hvis man som landmand havde låst sin oliepris fast, da spotprisen på Brent-olie i foråret 2020 lå under 20 dollar pr. tønde på verdensmarkedet. Så havde man gjort en fornuftig handel set i forhold til det aktuelle prisniveau.

Og netop fastprisaftaler vinder frem i landbruget. Og derfor er der en række landmænd, som tilbage i 2020 og 2021 lavede fastprisaftaler, der lige nu viser sig at have været rigtigt fornuftigt.

Det pointerer marketingansvarlig Rikke Judson hos olieselskabet YX Landbrug, som i disse dage udstiller på NutriFair 2022 i Fredericia.

- Vi oplever, at fastpris-konceptet vinder frem i landbruget. Ingen tvivl om det. Men det er faktisk ikke helt nyt for mange landmænd. Der har været stor interesse for at lave fastprisaftaler i de seneste fem år, vurderer Rikke Judson.

Dialog – ikke rådgivning

Ifølge YX Landbrug laver de fleste landmandskunder fastprisaftaler et-to år frem i tiden. Og derfor er der også landmænd, som for et-to år tilbage i tiden lavede en aftale, som nu skal tage stilling til, om der igen skal indgås en fastprisaftale. Men nu til en aktuel oliepris, som tager udgangspunkt i en verdensmarkeds-spotpris der tirsdag eftermiddag lå på 114 dollars på Brent-olie.

Man skal dermed også tage stilling til, om man i stedet for en fastprisaftale vil handle til dagspris, indtil usikkerheden omkring krigen i Ukraine er væk. Uden at vide, hvornår det sker.

- Vi tager altid en dialog med kunderne om priser og fastprisaftaler. Og det gør vi selvfølgelig også gerne her på NutriFair. Men vi rådgiver ikke, pointerer Rikke Judson.

Bæredygtigt fokus

Et andet emne, der er aktuelt - også på NutriFair - er bæredygtighed.

- Her tilbyder vi for eksempel kunderne en række syntetiske olier. Og vi vil selvfølgelig rigtigt gerne servicere landbruget med bæredygtige produkter. Derfor tager vi meget gerne en dialog med vores landbrugskunder om, hvilke behov og ønsker de har til os som leverandør af olieprodukter, pointerer Rikke Judson.

- Vi må også erkende, at bæredygtighed er en proces, som hele tiden er under forandring. For hvad ønsker kunderne? Hvad beslutter politikerne? Og hvad er muligt teknologisk?

- Alt det er vi meget åbne for at få en dialog om. Ikke mindst på NutriFair, understreger Rikke Judson fra YX Landbrug.

- Vi er et olieselskab, der sætter kunderne forrest. Derfor er messer som denne rigtig vigtig for os. Det er her, vi kan pleje den tætte relation til vores kunder i landbruget, og skabe plads til de mennesker vi hver dag arbejder for - så må løsninger og hverdagens praktikaliteter komme i anden række. Forhåbentligt vil dagene både byde på mange gode gensyn - og nye ansigter, siger Michael B. Hansen, COO i YX Danmark, som man kan møde på firmaets stand onsdag.