Faglighed i fokus på husdyrmesse

I år byder NutriFair-messen i Fredericia på faglige oplæg med fokus på både kvæg, gris, fjerkræ og energi.

Når dørene slår op i Messe C i Fredericia til årets NutriFair-messe den 15. og 16. januar, er der fokus på faglighed, viden og netværk. I år byder messen de besøgende velkommen til faglige oplæg på tre specialiserede messescener, hvor der er fokus på både kvæg, gris, fjerkræ og energi.

Man kan blandt andet finde inspiration og viden om bæredygtighed, renteudviklingen og de nyeste trends inden for husdyrbrug.

- Vi tror på, at husdyrproduktionen fortsat vil være en central del af det danske landbrugserhverv i årene, der kommer, selvom der er en stor omstilling af erhvervet på vej. Derfor har vi sammensat et program, som kan skabe inspiration til fremtidens professionelle husdyrproducenter i Danmark, siger Ida Brøgger Hahn, der er projektleder på NutriFair-messen.

Hun fortæller, at årets program er sat med det mål for øje at samle information og skabe debat om udviklingen i husdyrproduktionen, som er central for det danske landbrugserhverv.

Faglige indlæg

På messen kan du blandt andet opleve Svend Brodersen fra Gram Slot fortælle om den omstilling, de er i gang med hos landets største økologiske mælkeproducent, hvor man ser skovlandbrug som en vej frem.

Endvidere kan man høre om en ny type foderfedt, som kan skabe betydelige CO2-reduktioner samtidig med, at der opleves en bedre sundhed hos køerne – både i form af ydeevne og fertilitet.

Jens Schjerning, cheføkonom i Agrocura, fortæller om forventningerne til markedet i 2025, hvor der er udsigt til billigere finansiering.

Med den grønne trepart vil det faktiske landskab ændre sig markant i de kommende mange år. Anders Andersen, der er afdelingschef for udvikling og energi i Spiras, holder et indlæg om, hvordan arealerne bliver et aktiv i fremtiden.

Læs også