Der er ikke sparet på inspirerende oplæg, når Økologisk VKST har aktuelle tendenser inden for økologisk landbrug på dagsordenen.
- Vi indleder dagen med et fælles spor om braklægning. Det handler om, hvad vi har lært af 2023, og hvad vi kan planlægge i 2024, med hensyn til for eksempel udtagede arealer og små biotoper, siger Carsten Hvelplund Jensen, Økologisk VKST
Han taler om inspirationsdag og markedsmøde hos Økologisk VKST, som finder sted torsdag den 9. november fra klokken 12.30 til 21 hos VKST i Sorø.
- Nu har vi mere tid til at planlægge den næste braksæson. Vi kom en anelse skævt ind i 2023. Nu har vi mere tid, og det vil vi gerne lægge ud med på inspirationsdagen.
Flere spor og emner
- Vi har fokuseret på to ting. Den ene er, hvad økologien er god til. Den anden er, at vi har taget nogle tidsaktuelle emner og forholdt os til dem, siger han og fortsætter:
- I den tidsaktuelle sammenhæng har vi oprettet et klimaspor. Her forholder vi os eksempelvis til næringsstoffer og tørkeresistens.
Den økologiske inspirationsdag hos VKST handler i høj grad om, hvordan man bedst muligt ruster sig til 2024.Han tilføjer, at der også vil deles viden om, hvordan landskaber kan ændres og påvirkes, så de sikrer mere vand til markerne
- Vi har også et spor om kompost. Vi prøver at eksperimentere lidt mere med at kompostere forskelligt og se, hvad det kan gøre for jordfrugtbarheden, siger han.
Senere på dagen holdes der oplæg om bælgsæd til konsum og bestøvning af bælgsæd.
Aftensmad og aftenmøde
- Det hele kører fra middag indtil klokken 17, hvor der er aftensmad. Efterfølgende forlænger vi mødet med et markedsmøde, som vi forventer slutter klokken 21, siger han.
Markedsmødet skal handle om økonomi og afsætning af produkter. DLG, Danish Agro og Hornsyld Købmandsgaard er inviteret som oplægsholdere.
- Derudover vil vi præsentere nogle tal fra det vi kalder DBII. Det er et styringsværktøj, vi har kørt nogle år, hvor vi graver ned i, hvad vi kan lære derfra, siger han.
Alle er velkomne til arrangementet, men tilmelding er påkrævet. Man kan både tilmelde sig både inspirationsdagen og markedsmødet separat. Middagen er ligeledes valgfri.