Økologisk Landsforenings deltagelse i et samarbejde med otte andre organisationer om et såkaldt visionsoplæg, der skulle sparke gang i en debat om fremtidens landbrug, har i den grad fået sat fut i en debat blandt organisationens medlemmer.

Ifølge mediet Økonu.dk, der er ejet af Økologisk Landsforening, har flere medlemmer valgt at melde sig ud af foreningen. Hvor mange, der er tale om, er på nuværende tidspunkt uvist, men blandt de udmeldte er store spillere på økologiområdet, Friland Økologi og Arla.

- Vi har valgt ikke at forny vores medlemskab af Økologisk Landsforening med virkning fra 2024, oplyser presseansvarlig hos Friland, Søren Eiby Svenstrup i en mail til Effektivt Landbrug og fortsætter:

- Vi evaluerer løbende vores medlemskaber af diverse organisationer og NGO’ere, og på den baggrund har vi valgt ikke at forny medlemskabet af ØL, da vores og ØL’s vision for fremtidens danske landbrug ikke stemmer overens.

Vidtgående reduktion

Hvis visionsoplægget blev gennemført, ville det betyde en reduktion af svinebestanden i Danmark med hele 95 procent, men også en reduktion af kvægholdet med 65 procent for at sænke CO2-udledningerne fra landbruget fra 7,76 millioner til 1,67 tons CO2.

Men det er at gå for vidt, lyder det fra Arla, der også har meldt sig ud.

- Selvom vi deler ambitionerne for en grøn omstilling af fødevareerhvervet, kan vi ikke se os selv som medlem af en forening, som foreslår en så vidtgående reduktion af kvægbestanden i Danmark i 2040, lyder det i en skriftlig udtalelse fra pressechef i Arla, Jesper Skovlund.

- Som en konsekvens af dette ønsker Arla ikke længere at være betalende virksomhedsmedlem i foreningen. Vi håber, at vi kan fortsætte den gode og konstruktive dialog, som vi har haft med ØL gennem mange år, skriver han.