Flere vil dyrke øko-grøntsager
Landmænd viser stigende interesse for at dyrke økologiske grøntsager i mindre skala. Såvel garvede økologer som unge, nyuddannede landmænd ser muligheder i alsidig grøntsagsproduktion til primært lokale markeder, og de finder ligesindede i ny erfa-gruppe.

- Det er en ny trend, der spiller sammen med vækst i det økologiske salg, og vi vil gerne hjælpe landmændene til succes, så det ikke kun bliver bøvl og dyrekøbte erfaringer. Der er ikke så mange steder at gå hen, når det gælder viden om alsidig grøntsagsproduktion til direkte salg. Økologisk Landsforening gør nogle tiltag, og vi støtter med rådgivning og denne erfagruppe, siger planterådgiver i ØkologiRådgivning Danmark, Michael Tersbøl.
ØkologiRådgivning Danmark har i år oprettet en ny erfa-gruppe for landmænd, der er eller vil i gang med at dyrke økologiske grøntsager i mindre skala. Tiltaget kommer, fordi ØkologiRådgivning Danmark oplever en stigende interesse for denne produktionsgren.
- Det er en ny trend, der spiller sammen med vækst i det økologiske salg, og vi vil gerne hjælpe landmændene til succes, så det ikke kun bliver bøvl og dyrekøbte erfaringer. Der er ikke så mange steder at gå hen, når det gælder viden om alsidig grøntsagsproduktion til direkte salg. Økologisk Landsforening gør nogle tiltag, og vi støtter med rådgivning og denne erfagruppe, siger planterådgiver i ØkologiRådgivning Danmark, Michael Tersbøl.
Han er tovholder for gruppen, der pt. tæller syv landmænd og gartnere fordelt over det meste af Jylland. John Hviid fra Havredal Praktiske Uddannelser er blandt deltagerne. Skolens landbrug har dyrket grøntsager til lokalt salg i tre år.
- Vi er med i en erfa-gruppe, der blev dannet på et kursus på Kalø Økologisk Landbrugsskole for et par år siden, og nu kom dette nye tilbud fra ØRD, som vi også deltager i. Vi avlere må hjælpe hinanden. Vi må selv skabe viden og give den videre til andre, siger faglærer John Hviid, der i år dyrker tre hektar med blandede grøntsager, som afsættes i skolens egen butik, til plejehjem og lokale butikker.
Udveksler viden og erfaringer
Deltagerne i erfa-gruppen udveksler viden og praktiske erfaringer med både at dyrke og at sælge.
- Det er jo to vidt forskellige discipliner. Salg er nok det, man typisk er mindst dus med. Det er ikke noget, landmænd normalt er uddannet til eller har erfaringer med, fortæller Michael Tersbøl.
Men afsætning er ikke nødvendigvis den største barriere, småskala-producenterne står overfor. Michael Tersbøl peger på tid, mekanisering og dyrkningsvejledninger som konkrete udfordringer.
- Det kræver tid at etablere ny produktion og afsætning, og her er der endda tale om specialafgrøder med stor arbejdsindsats. Man kommer let til at bruge uforholdsmæssig meget tid de første år - også til distribution. Mekanisering er en særlig udfordring, for hvor finder man de små, brugte specialmaskiner? Endelig må vi konstatere, at der ikke findes meget materiale på dansk at støtte sig til. Der findes noget på svensk og tysk, men vi savner vejledninger og håndbøger på dansk, siger Michael Tersbøl.
Gruppen er en god blanding af garvede økologiske landmænd, der ønsker at udvide med en ekstra produktionsgren, og helt unge iværksættere, der via specialafgrøder ser mulighed for at etablere sig i erhvervet uden større gældsætning.