På lørdag den 31. august og søndag den 1. september er der over hele landet igen mulighed for at komme på »Økologisk Høstmarked«, som er en fælles fejring af høsten.

Det landsdækkende arrangement har efterhånden eksisteret i mere end 25 år, og gennem årene har i alt over én million danskere oplevet et økologisk høstmarked.

Igen i år vil værter i alle egne af Danmark gøre sig umage for at skabe gode og spændende oplevelser for både store og små.

Der er mulighed for at besøge enten et landbrug eller en virksomhed. Derfor er oplevelserne naturligvis forskellige alt efter om der for eksempel er dyr på gården, eller produceres frugt og grønt.

Syv steder på Fyn

På Fyn er der åbent syv steder på lørdag. Det er hos Lene Christensen og Bjarne Møller ved Otterup, der for første gang deltager i arrangementet. Parret har omkring 70 frilandsgrise af racerne sortbroget landrace og ungarske uldgrise. Fra egen gårdbutik sælges kød og udskæringer.

Desuden er der høstmarked på Labøllegård, Labøllevej 21 ved Hårslev, - Dreyers Økologiske Gårdbutik i Bindekilde ved Brændekilde, – Nørremadegård i Rynkeby Hestehave, den økologiske kvægbedrift hos Østerlund I/S ved Gudbjerg – grøntsagsproduktionen på Øhave på

Tåsinge og på Skovsgaard Gods ved Lindelse på Langeland.

Om søndagen er der åbent de fire førstnævnte steder samt på Nørregård Økologi ved Årup.

På www.hostmarked.dk er det et danmarkskort, hvor man nemt kan finde de gårde og virksomheder, som holder Økologisk Høstmarked, med beskrivelser af bedrifterne, adresse mm.