Styrelse rykker for økologioplysninger
Landbrugsstyrelsen sender rykkere til økologiske bedrifter, der ikke har indsendt økologioplysninger.
Hvert år er der økologer, der glemmer at indberette oplysninger i Fællesskemaet, fordi de fejlagtigt tror, at skemaet kun er til ansøgning om landbrugsstøtte.
Økologioplysningerne er dog nødvendige, for at Landbrugsstyrelsen kan gennemføre den lovpligtige årlige økologikontrol. Hvis man ikke indberetter, kan man blive frataget sin autorisation.
Derfor vil Landbrugsstyrelsen sende rykkere til de økologiske bedrifter, som ikke har indberettet økologioplysninger inden for tidsfristen.
Spørgsmål og svar
Man kan indberette økologioplysninger i Fællesskemaet hele året, og ændringer skal indberettes straks. Men alle økologiske bedrifter skal indsende Fællesskemaet mindst én gang inden den normale frist.
Nogle økologer undrer sig over, at de skal indberette og spørger for eksempel:
Jeg søger ingen støtte, og der er det samme på mine marker, som der var sidste år, og jeg har ikke fået flere husdyr. Hvorfor skal jeg indberette det samme hvert år?
Hertil lyder svaret fra styrelsen: »Fordi uden indberetning ved Landbrugsstyrelsen ikke, at forholdene på din bedrift er uændrede. Økologikontrollen er forbrugernes garanti for, at de varer de køber, er kontrollerede. Uden indberetning af økologioplysninger, kan vi ikke gennemføre en troværdig økologikontrol«.