I over 20 år har Ewald Kristensen lukket sine økologiske køer ud på græs, når foråret bankede på døren. Og som entusiastiske deltagere ved dyrskuekonkurrencer rundt omkring i landet er familien på Sydgården vant til at vise køerne frem. Men til Økodag på søndag forventer familien dog lidt flere tilskuere end til resten af årets fremvisninger. Antallet af besøgende til Sydgårdens Økodag er nemlig mere end tidoblet siden Økodagens opstart.

- Vi har været med siden Økodags første år, fordi jeg synes, vi har en forpligtelse til det. Dels i forhold til at vise hvordan vores landbrug fungerer, men selvfølgelig også i forhold til at dele køernes glæde ved at komme på græs. Derudover er det dejligt at opleve den positive stemning blandt de besøgende. Det kan også ses i antallet af gæster, som er steget fra 500 det første år til 6.000 i 2015, hvor vi sidst afholdt Økodag, fortæller Ewald Kristensen, der forventer lige så mange besøgende på søndag.

Kalvefødsel

Det skorter da heller ikke på aktiviteter, som de besøgende kan deltage i på Sydgården. Udover at se Sydgårdens 170 økologiske, sortbrogede holsteinkøer komme på forårsgræs, kan de besøgende nemlig også klappe en kalv, lege i halmballer og smage på nogle af Arlas nyeste produkter. For de mere motorglade gæster kommer den lokale maskinhandler også forbi.

Ewald Kristensen selv glæder sig dog allermest til igen at se køerne blive lukket ud af stalden, og han håber, at de besøgende vil gå fra arrangementet og være en oplevelse rigere.

- Køernes glæde taler for sig selv, og alene det at se dem løbe på græs plejer at være en stor oplevelse for vores gæster. Men der er også mange andre aktiviteter på tegnebrættet og oplevelser, der kan opstå ud af det blå. Sidste gang vi deltog, var vi så heldige, at gæsterne fik lov til at overvære en kalv blive født. Det var en helt vild oplevelse, som vi selvfølgelig ikke kan planlægge os til. Men vi håber at kunne byde på nogle skønne øjeblikke igen i år, siger Ewald Kristensen.

teba