Stor interesse for Plantefonden: Søgning for over 300 millioner kroner

Virksomheder og organisationer har søgt Plantefonden om tilskud for flere hundrede millioner kroner. Det glæder fødevareminister Jacob Jensen (V), der håber, den danske plantebaserede fødevaresektor kan blive et udstillingsvindue for resten af verden.

Plantefondens anden ansøgningsrunde er netop afsluttet og endte med at modtage i alt 101 ansøgninger svarende til tilskud på 334 millioner kroner. I årets ansøgningsrunde er den samlede pulje på 122 millioner kroner – fordelt på 87,5 millioner kroner til projekter, der vil gøre det nemmere at lave plantebaseret mad i kantiner eller hjemme i køkkenet og 34,5 millioner kroner til forskning inden for plantefødevareområdet.

Midlerne fra Plantefonden skal bidrage til udviklingen af den plantebaserede fødevaresektor og gøre det lettere for danskerne at vælge sprød salat, bælgfrugter og knasende kål til på deres tallerkener. Plantefonden er en del af Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug fra 2021, hvor det blev besluttet, at der skulle afsættes 675 millioner kroner fra 2023 og frem mod 2030 til at styrke hele sektoren for plantebaserede fødevarer.

Glad fødevareminister

Fødevareminister Jacob Jensen (V) siger i en pressemeddelelse, at han er meget glad for, at Plantefonden igen har modtaget utrolig mange ansøgninger:

- Det er et stærkt signal om, at danske virksomheder og organisationer vil udvikle den plantebaserede fødevaresektor, og det har vi brug for. Det er mit håb, at Plantefonden og den danske plantebaserede fødevaresektor vil inspirere og blive et sandt udstillingsvindue for resten af verden.

Også forperson for Plantefonden, Marie-Louise Boisen Lendal, siger hun er glad fore den store søgning:

- Der er et kæmpe potentiale i at få gjort den danske fødevareproduktion og fødevareforbruget mere bæredygtigt og klimavenligt, og derfor er det enormt positivt, at så mange har gode idéer til, hvordan vi kan understøtte udviklingen.

Plantefondens bestyrelse vil nu beslutte hvilke projekter, der skal modtage tilskud.

Landbrugsstyrelsen, der er sekretariat for Plantefonden, er ansvarlige for udmøntningen.

I den nyligt vedtagne Aftale om deludmøntning af Grøn Fond af 15. april 2024 indgår det, at der afsættes yderligere 30 millioner kroner årligt til Plantefonden i 2025 og 2026.

Om Plantefonden

  • Fonden har til formål at bidrage til at udvikle sektoren for plantebaserede fødevarer. Fonden er en del af Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug fra oktober 2021.

  • Plantefonden holder en årlig ansøgningsrunde.

  • Sidste år modtog fonden 97 ansøgninger.

  • Tilskud kan gå til både virksomheder, organisationer og forsknings- og vidensformidlingsinstitutioner.

  • Det tilstræbes, at mindst halvdelen af fondens midler anvendes på projekter vedrørende plantebaserede økologiske fødevarer.

Læs også