Jordbrugets investeringer steg i 2024 til 8,1 milliarder kroner målt i faste priser – en stigning på 22 procent i forhold til året før. Investeringsniveauet ligger omkring en halv milliard kroner højere end gennemsnittet for de seneste ti år, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

- Fremgangen er bredt funderet for driftsbygninger, inventar og grundforbedringer, skriver Danmarks Statistik

- 2024 var det første år siden 2008 med betydelige nettoinvesteringer i jordbruget

Danmarks Statistik - i Nyt fra Danmarks Statistik

Flere nye stalde og maskinhuse

Der blev i alt investeret for 3,3 milliarder kroner i driftsbygninger – 0,9 milliarder mere end i 2023. De fleste investeringer ligger som tidligere inden for kategorien andre driftsbygninger, som blandt andet dækker maskinhuse, opbevaringsfaciliteter og stalde til fjerkræ.

Investeringerne i svinestalde blev fordoblet til 0,8 milliarder kroner, mens investeringer i kvægstalde steg med 0,1 milliarder til 0,8 milliarder kroner

Også investeringerne i maskiner og inventar steg markant – fra 5,2 til 6,1 milliarder kroner.

- Investeringerne i maskiner og inventar fulgte dermed udviklingen for bygninger, fremhæver Danmarks Statistik.

Tillid til fremtiden

Den øgede investeringslyst hænger ifølge statistikken sammen med flere år med gode resultater i dele af husdyrproduktionen og økologien.

- Den større investeringslyst følger efter nogle år med gode driftsresultater, lyder det i rapporten, som også peger på, at landbrugets gæld steg for første gang i en årrække – muligvis et tegn på øget tro på fremtiden.

For første gang i mange år var nettoinvesteringerne – bruttoinvesteringer fratrukket afskrivninger – klart positive. De endte på 1,1 milliarder kroner.

- 2024 var det første år siden 2008 med betydelige nettoinvesteringer i jordbruget, konkluderer Danmarks Statistik.

Finans