Agrovi lancerer nyt landsdækkende indkøbsfællesskab

Agrovi og Torben Pedersen, der tidligere har været direktør i B2B Bonus, starter nyt handelskoncept op under navnet Agrovi Business A/S.

Agrovi og Nordsjællands Landboforening har tradition for at sikre medlemsfordele og handelsmæssige gevinster til både kunder og medlemmer. Det kommer nu blandt andet til at ske under navnet Agrovi Business A/S.

- Vi vil i langt større grad udnytte de muligheder, vi har på det danske og internationale marked i forhold til mængder og omsætning, fortæller Torben Pedersen, der er ansat til at varetage opgaven med at sikre de bedste priser til kunderne i Agrovi Business. 

Torben Pedersen er på ingen måde en ukendt spiller på det marked, da han igennem 13 år har været direktør for B2B Bonus og desuden har en fortid som salgschef i DLG.

Erfaren købmand

Når Agrovi vælger at entrere med Torben Pedersen, er det fordi han, ifølge Niels Peter Ravnsborg, administrerende direktør i Agrovi, er en af de mest erfarne købmænd på landbrugsområdet. 

- Vi har i årevis tydeligt kunne se, hvordan de af vores kunder, der har benyttet sig af handelsfællesskaber altid, opnår resultater, der ligger over gennemsnittet. Fordelene er jo helt oplagt, at man sparer tid på både research og prisjagt, påpeger Niels Peter Ravnsborg og fortsætter:

- Virkeligheden for mange af vores kollegaer i branchen, er, at der er alt for lidt tid til selv at tage den tørn. 

Om man sælger korn eller køber kemi, soja, gødning, el, diesel eller lignende, kan en bedre pris hurtigt blive til mange penge, og det er her gevinsten ved Agrovi Business ligger. 

Én tredjedel af besparelsen dækker provision til Agrovi Business, mens de sidste to tredjedele går direkte til kundens bundlinje – således ingen indskud eller pengebinding.

Læs også