Dyb lavkonjunktur i landbruget i år
2018 har budt på et meget stort fald i landbrugets indkomst, og der forventes nu et underskud på driftsresultatet efter ejerløn på mellem 6,4 og 7,4 mia. kr. – det største underskud siden finanskrisen i 2008 og 2009. Det viser en ny prognose for landbrugets indkomst fra Seges

Landbruget ventes i år at komme ud af året med den dårligste økonomi siden 2008. Tørken denne sommer med efterfølgende dårligere høst har ydermere ramt både planteavlere, kvægbrugere og svineproduktionen på økonomien. Arkivfoto
Tørkens effekter rækker ind i 2019, og selvom prognosen indeholder en forventning om et ”normalt” udbytte-år, ventes også et underskud for hele landbruget næste år i niveauet 2-4 mia. kr.
Der er stor spredning i landbrugsvirksomhedernes indtjening og stor forskel på, hvordan det enkelte landbrug bliver berørt af tørken, men alle driftsgrene er ramt. Således ventes en gennemsnitlig planteproducent at tabe 410.000-620.000 kr., mens en gennemsnitlig mælkeproducent ventes at tabe 10.000-330.000 kr. Det største underskud ventes dog hos svineproducenterne.
- Svineproducenterne bliver ramt af en kombination af lave afregningspriser, lave udbytter og høje foderomkostninger. En gennemsnitlig svinebedrift står til at tabe 1,6-1,9 mio. kr. alene i 2018. Det svarer nogenlunde til fem årslønninger for landmanden, siger Klaus Kaiser.
Afbødning for tørken
- Landbruget er vant til konjunkturudsving, men den aktuelle nedtur ligger langt ud over, hvad der er normalt. Derfor har Folketinget og andelsselskaberne også vedtaget ekstraordinære tiltag. Det er selvfølgelig positivt, men alle tørketiltagene tilsammen kompenserer kun for godt 10 % af det samlede tørketab. Så tilbage står, at det stadig er to meget barske år for landmændene, siger Klaus Kaiser.
Fald i investeringer
Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, konstaterer, at de store underskud i 2018 og 2019 har gjort landbruget mere sårbart:
- Med de udsigter, vi står overfor, er det afgørende, at vores politikere er med på, at gøre det smidigt og attraktivt at være landmand i Danmark. Vi står stadig med en række begrænsninger som datotyranni, konkurrenceforvridende skatter og afgifter samt meget andet, der bør være politisk fokus på.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































