Byggebranchen er en branche med store udsving. Det måtte Gråkjær sande ifølge sidste års regnskab. Et minus på 30 millioner kroner blev det til i det 45 år gamle byggefirma, som havde en nettoomsætning på 663,7 millioner kroner.    

- På godt jysk er det da træls, at vi ikke tjente penge på det arbejde, vi udførte sidste år, men det har vi dog gjort på langt de fleste byggesager. De sager, der har givet os tømmermænd, har vi taget konsekvensen af og er videre nu, udtaler administrerende direktør John Gråkjær.

Direktøren henviser til firmaets satsning på landbaserede fiskeopdrætsanlæg. Afdelingen, som er opbygget over en årrække, er i dag omstillet til at have fokus på konceptudvikling og projektering.

Udfordringer i landbruget

Gråkjær-regnskabet blev også mærket af den katastrofale høst, som mange landmænd havde i 2018. Konkurser og manglende finansiering af projekter samt lave afregningspriser gav udfordringer for hele landbrugsbranchen.

Høsten 2019 og de nu forbedrede afregningspriser har dog været godt for dansk landbrug, så det giver grund til optimisme for såvel salg, omsætning og resultat i Gråkjær Landbrug.

Den 1. januar 2019 satte John Gråkjær sig selv i direktørstolen igen. Det betyder, at han har brugt foråret på at gennemgå hvert enkelt byggeprojekt for at sikre, at firmaet optimerer på alle områder.

Finans