Lantmännen skovler penge ind

Det svenske andelsselskab Lantmännen har trods coronakrisen skovlet penge ind i de første otte måneder af 2020, viser en ny opgørelse fra selskabet.

Den svenske andelskoncern Lantmännen har offentliggjort deres regnskabstal for de første otte måneder af 2020, og tallene må give brede smil i koncernens ledelse. Lantmännen har således kunnet notere sig et rekordoverskud på 1,32 milliarder svenske kroner i perioden, hvilket svarer til 936 millioner danske kroner. 

Tallet er en betydelig opgradering i forhold til samme periode i 2019, hvor overskuddet »kun« var på 1,09 milliarder svenske kroner (716 millioner danske kroner, red.). Ikke overraskende glæder de nye tal administrerende direktør i Lantmännen, Per Olof Nyman.

- Resultatet for de første otte måneder i år er Lantmännens bedste nogensinde. Det er meget tilfredsstillende at kunne levere et så stærkt resultat på trods af den igangværende corona-pandemi, og den deraf svækkede verdensøkonomi, siger han og glæder sig over, at et bredt forretningsfokus har vist sig at være en styrke i disse tider.

Stor stigning 

Det flotte resultat for de første otte måneder af 2020 er i høj grad drevet af en større indtjening hos Lantmännens landbrugssektor, primært i Sverige. Her er overskuddet steget fra 104 millioner svenske kroner i samme periode i 2019 til 339 millioner svenske kroner i den nye oversigt. 

Det hører med til historien, at 2019-regnskabet i høj grad var påvirket af 2018-tørken, der også kostede svenske landmænd dyrt. 

Dette års svenske høst har været meget intensiv, hvor store mængder udbytter blev leveret til Lantmännens svenske faciliteter i løbet af kort tid. Udsigterne for 2020-høsten har vist, at den svenske høst har været over gennemsnittet for de sidste fem år, med god kvalitet i udbytterne.

Til gengæld har selskabets fødevaresektor kunnet mærke coronakrisen. Her er overskuddet faldet fra 682 millioner svenske kroner i 2019 til 504 millioner kroner i år. Det skyldes primært, at der har været mindre leverancer til blandt andet hoteller, restauranter og luftfartsselskaber på grund af den mindre aktivitet på de områder.

Tiltro til fremtiden

De foreløbigt gode regnskabstal øger udsigterne til, at Lantmännen kan give en god efterbetaling til andelshaverne, mener Per Olof Nyman, der ser positivt på selskabets udsigter for fremtiden.

- Det er stadig svært at vurdere, hvilke konsekvenser, coronapandemien vil få socialt og økonomisk, men jeg er overbevist om, at Lantmännen fortsat vil være et stabilt selskab. Vi har en stærk finansiel position med et godt cashflow, og vi er på vej mod et historisk stort årsresultat. Alt i alt giver det os gode betingelser for at opnå et højt udbytte og dermed god efterbetaling til vores medlemmer for hele 2020, siger Per Olof Nyman.

hka

Læs også