De nordeuropæiske smågrisenoteringer fortsætter med at stige. Mandag stiger Nord-West noteringen med én euro til 35,50, hvilket er det højeste niveau i de seneste tre måneder. Noteringen for 8-kilos grise stiger samntidigt med 60 eurocent til 23,10 €.

Julen betyder, at der bliver tre slagtedage mindre, og derfor har nogle tyske slagtesvineproducenter valgt at levere deres slagtesvin nu, med lidt lavere vægt til slagterierne. Da slagtesvinestaldene ikke skal afkøle, venter slagtesvineproducenterne ikke længe med at bestille nye smågrise. Desuden vil slagtesvineproducenterne næppe få nye smågrise på helligdagene. Efterspørgslen på smågrisemarkedet stiger således, mens udbuddet er stabilt. Det skriver Danske Svineproducenter.
 
I fredags vedtog det tyske forbundsråd, altså delstaternes parlament i Tyskland, fristforlængelsen for kastration uden bedøvelse. Allerede i november måned vedtog den tyske forbundsdag det tilsvarende lovforslag. Dermed er det officielt, at de tyske svineproducenter får fristforlængelse til maks. 31. december 2020. Den tyske præsident skal bare underskrive loven en af de kommende dage.
 
I USA er slagtesvinepriserne faldet til 0,89 euro pr. kg, da udbuddet fortsæt er højt. Ikke desto mindre ligger futures-priserne på børsen i USA på cirka 1,60 euro pr. kg for sommeren 2019. Det afspejler, at markedet er optimistisk til næste år, og at man forventer en kraftig prisstigning i de kommende måneder. Denne optimisme bekræfter også de stigende smågrisepriser i Nordeuropa.
 
Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer, at Nord-West noteringen sandsynligvis vil stige med 1,00 euro til 36,50 euro (309 kr. inkl. vægtregulering) på mandag.
 

Finans