Tørken kostede DLG omkring 200 millioner kroner
DLG havde leveret det bedste driftsresultat nogensinde, hvis det ikke havde for sommerens heftige tørke, lyder det fra selskabet, der i det lys kalder resultatet af årsregnskabet for 2018 for »meget tilfredsstillende«.

- Med til historien hører også, at vi havde et historisk godt halvårsregnskab i 2018, hvilket også understreger, at den underliggende indtjening kører godt i DLG, siger Kristian Hundebøll, koncernchef i DLG. Fotos: Lasse Ege Pedersen
- Havde vi haft en nogenlunde normal høst i år, så havde vi haft det bedste driftsresultat nogensinde i år.
Sådan lyder det fra DLG’s økonomidirektør, Lars Sørensen, i forbindelse med, at grovvareselskabet i går præsenterede sit årsregnskab for 2018. Et år der bød på en historisk stor tørke i løbet af sommeren, som gik kraftigt ud over udbytterne, og som dermed også har skadet DLG’s kornforretning.
Lars Sørensen vurderer, at tørken kostede cirka 200 millioner kroner på driftsresultatet (EBITDA) for DLG-koncernen. Et driftsresultat der endte på 1,54 milliarder kroner mod 1,7 milliarder kroner i 2017.
Lars Sørensen fortæller, at man dog selvfølgelig skal passe på i forhold til at lave normaliseringer. Faktum er dog, at de områder DLG primært opererer i i Danmark, Tyskland, Sverige og Baltikum hører til de områder, som blev ramt allerhårdest af sommerens tørke i Europa. For DLG betød de lavere udbytter i år fra årets høst, at man blandt i Danmark havde en 30 procent lavere afgrødeproduktion end på et gennemsnitligt år.
- Så det skal man også se vores resultat i lyset af. Det er faktisk et ret solidt resultat.
- Vores forretning er i god form, sagde Lars Sørensen.
DLG omsatte i 2018 for 49 milliarder kroner. Overskuddet før skat endte på 560 millioner kroner mod 745 millioner kroner året før. Fra DLG fremhæver man, at det er lykkes at øge omsætningen i Tyskland hos sine datterselskaber. 31 milliarder af DLG’s omsætning hentes således i Tyskland, hvor der har været fremgang for både koncernens energiselskab Team AG samt vitamin og mineralforretningen Vilofoss.
Fremgang på de andre kerneforretninger
Fra koncernchef i DLG, Kristian Hundebøll, lyder det, at tilbagegangen i DLG’s kornforretning som følge af tørken dog opvejes til dels af en fremgang i koncernens to andre hovedområder som er Vitaminer & Mineraler og Service & Energi.
- De områder leverer en tilfredsstillende fremgang på samlet set 19 procent, og det er jo med til at afbalancere årets resultat således, at det ikke bliver så påvirket af det, som man så ind på et tidspunkt.
- Med til historien hører også, at vi havde et historisk godt halvårsregnskab i 2018, hvilket også understreger, at den underliggende indtjening kører godt i DLG. Det momentum, som vi havde i forretningen, fortsatte også i andet halvår på en lang række parametre, siger Kristian Hundebøll.
Fra DLG påpeger man også, at til trods for tilbagegangen er årets regnskab stadigvæk det fjerdebedste i koncernen nogensinde.
For 2019 lyder forventningerne fra DLG, at man vil præsentere et resultat på niveau med rekordåret 2017, som var det bedste regnskab i koncernens historie.
Nøgletal for DLG-koncernen:
| 2018 | 2017 | |
| Omsætning, mia. kr. | 48,9 | 49,1 |
| Driftsresultat (EBITDA) mio. kr. | 1542 | 1706 |
| Driftsresultat (EBIT) mio. kr. | 886 | 1004 |
| Resultat før skat (EBT), mio. kr. | 560 | 745 |
| Koncernresultat (EAT), mio. kr. | 401 | 575 |
| Egenkapital, mia. kr. | 5,6 | 5,2 |
| Soliditet i % | 28,2 | 26,6 |
| Overskudsdeklarering, mio. kr. | 92 | 131 |










































