- Du fik skabt en god virksomhed

Mange roser til Louise Helmer ved afskedsreceptionen for Centrovice-direktøren.

– Da du tiltrådte direktørstillingen, havde du tre klare mål: At skabe den bedste arbejdsplads, have fokus på forretningen og dens drift, og sikre nye kunder til den gode rådgivning i huset. Det har du knoklet for, og det er lykkedes for dig at skabe en god virksomhed. Men magten har end ikke en direktør, og du blev ikke færdig med dit projekt.

- Vi vil savne dig, og husk at blive ved at være, som du er.

Med disse ord og velmente råd ønskede afdelingschef Niels Borello Lausen på vegne af sine kolleger på Centrovice-kontorgangene god vind fremover til Louise Helmer ved afskedsreceptionen i forrige uge for deres nu forhenværende chef.

I sit livs ledelsesform

Louise Helmer valgte selv ikke at være en del af ledelsen i den nye fælles rådgivningsvirksomhed for Centrovice og LMO, der blev en realitet med virkning fra 1. november i år. Om sin beslutning sagde hun fra talerstolen til de omkring 100 Centrovice-medarbejdere og et tilsvarende stort fremmøde af receptionsgæster:

- To stærke direktører kommer ofte til at stå i vejen for hinanden. Derfor takkede jeg nej til stillingen som vicedirektør.

- Men naturligvis er det med blandede følelser, jeg står her og må sige farvel til virksomheden og jer. Jeg føler selv, jeg er i mit livs ledelsesform. Derfor er det nærmest som at blive sat af holdet lige før et OL.

- Jeg er stolt over det, vi har nået sammen, pointerede Louise Helmer, der som den sidste opgave er ved at færdiggøre det sidste Centrovice-årsregnskab, som altså kun blev på 10 måneder.

- Alt tegner til, at det bliver det bedste resultat for rådgivningsselskabet, lød hendes slutbemærkning.

Læs også