Ingen danske varer over grænseværdien for pesticidrester
DTU og Fødevarestyrelsen har gennemført pesticidkontrol af fødevarer for fjerde kvartal af 2018, og selvom kontrollen afslørede pesticidrester over grænseværdierne, var det udelukkende udenlandske fødevarer, det var tilfældet for.

Det er ikke alle fødevarer i danske butikker, der er fri for pesticidrester. Men ingen af de varer, som DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen undersøgte i fjerde kvartal i 2018 fra Danmark, havde pesticidrester over grænseværdierne. Foto: Colourbox
Hvis du skal have agurker i kosten, er der større risiko for, at der er pesticidrester i udenlandske agurker end i danske. Sådan kan man udlade resultaterne af DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsens pesticidkontrol for fjerde kvartal af 2018, der netop er blevet offentliggjort.
Fødevarekontrollen har undersøgt 463 konventionelle eller økologiske varer, samt mistankeprøver af frugt, grøntsager, korn, forarbejdede produkter og animalske produkter. Ingen af de prøver af fødevarer, som er analyseret for pesticidrester, er vurderet til at kunne udgøre en sundhedsmæssig risiko.
Blandt de analyserede prøver blev der fundet pesticidrester fra hollandske og spanske agurker, modsat i danske. Dog var ingen af de fundne pesticidrester over den tilladte grænseværdi.
Mellemøsten og Asien
Myndighederne fandt dog 26 produkter blandt de 463 afprøvede, hvor pesticidresterne var over grænseværdierne. Af disse var der kun ét produkt fra Europa, nemlig kartofler fra Frankrig, hvor mængden af Thiabendazol var over det tilladte. Resten af de testede produkter var enten fra Mellemøsten eller Asien.
Blandt pesticidsynderne i fjerde kvartal af 2018 var blandt andet forårsløg og vandspinat fra Laos, japansk te og basilikum fra Israel. Senere på foråret kommer den årlige rapport fra DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen, der har fokus på alle de fødevarer, der er blevet testet for pesticidrester i løbet af 2018.