Axel Schwaner Nielsen fra Munkebo på Fyn har igen i år sået en stor del af hans marker med en sortsblanding fra DLG’s sortiment. - Med en sortsblanding er afgrøderne heller ikke så modtagelige for svampeangreb, siger han.
På Østergaard ved Kerteminde dyrker Axel Schwaner Nielsen planteavl og har gjort det siden 2005.
Han er tredje generation på ejendommen og derudover driftsleder på naboejendommen Ørnfeldt Gods, som Østergaard deler blandt andet maskinfællesskab med.
Tilsammen har de to ejendomme omkring 530 hektar dyrket jord, hvoraf 160 hektar i år er sået med hvedesortsblandingen DLG Wheat Mix Star.
Flere år med blandinger
At dyrke sortsblandinger er ikke nyt for Axel Nielsen.
Det er nemlig andet år i træk, at han sår blandingen DLG Wheat Mix Star og året før var det én af DLG’s tidligere sortsblandinger i hvede.
Hans valg af sortsblandinger frem for enkeltsorter er der flere grunde til.
- Det er sorterne Heerup, RGT Stokes og Kvium, som indgår i DLG Wheat Mix Star, som tilsammen er mere robuste på alle parametre end enkeltsorterne.
- Men generelt er det min erfaring - hvilket Landsforsøgene også viser - at man avler mere på en sortsblanding end en ren sort. Med en blanding er afgrøderne heller ikke så modtagelige for svampeangreb på grund af sorternes forskellige egenskaber. Det giver en bedre resistens og mere sikkerhed, fortæller Axel Nielsen.
Michael har hvert år drænet 10-20 hektar og det er han særlig glad for i år
50 procent mere tilbage
Sidste år besluttede DLG, at op til 15 procent af overskuddet skal øremærkes en særlig gruppe af produkter, som kan bidrage til omstillingen til fremtidens landbrug.
Initiativet, der går under navnet »Lidt bedre hver dag«, skal skabe incitament blandt kunder og andelshavere til at tilvælge produkter, der kan bidrage til en mere bæredygtig landbrugsproduktion.
Seneste fik andelshavere, som købte ét af produkterne fra puljen, derfor 50 procent mere tilbage for disse produkter i forhold til tilsvarende produkter, som ikke er en del af initiativet.
Et af produkterne i »Lidt bedre hver dag«-sortimentet inden for planteavl er netop sortsblandingen DLG Wheat Mix Star, som Axel Nielsen har sået på sine marker.
Konceptet virker
Fra DLG påpeger man, at de seneste to års tal fra Landsforsøgene viser, at DLG’s sortsblanding i vinterhvede, DLG Wheat Mix Star, både giver et større udbytte og er mere resistent over for sygdomsangreb.
- Konceptet virker – selv under tørken i foråret 2023, siger hvedeforædler Finn Borum fra Sejet Planteforædling.
Ifølge ham fortæller tallene fra de seneste mange års Landsforsøg en tydelig historie.
- I de officielle sortsforsøg har man kigget på sortsblandinger i 25 år. I 23 ud af de 25 år har der været merudbytte. Og det vil der også være i fremtiden, siger Finn Borum.
- Når man sår sit korn, kender man ikke vækstsæsonens udfordringer på forhånd. Ved at vælge en sortsblanding, ruster man sig bedre mod de vilkår, sæsonen byder på.
- Samtidig har man den mulighed med en sortsblanding, at den sort, der får de bedste vækstbetingelser, også vil blive den, der tager fart og får mængde i blandingen, fastslår Finn Borum.
Forventer mindste avl af hvede i EU siden 2020
Også i dårlige år
Det bakkes op af tal fra de seneste to års Landsforsøg, som viser en stigning i udbyttet på i gennemsnit 1,6 procent for DLG Wheat Mix Star sammenlignet med udbyttet af blandingens forskellige sorter, som er Heerup, RGT Stokes og Kvium dyrket i renbestand.
Angrebet af septoria i DLG Wheat Mix Star lå 22 procent lavere end gennemsnittet af angrebet i de tre enkelt-sorter i både 2022 og i 2023.
Begge dele til trods for et forår med tørke og en våd og blæsende sommer.